kommunalvalg
Jens-Erik Kirkegaard: Uklogt træk af Demokraterne
Demokraterne udelukker allerede at samarbejde med Siumut i Kommuneqarfik Sermersooq. Det er uprofessionelt af partiet at træffe beslutningen så tidligt, mener kandidat til kommunalvalget, Jens-Erik Kirkegaard (S)
Som Sermitsiaq.AG skrev søndag, så udelukker Demokraterne i Kommuneqarfik Sermersooq at samarbejde med Siumut efter kommunalvalget.
- Det er ganske enkelt ikke betryggende for et eventuelt fremtidigt samarbejde, og det tager Demokraterne i Kommuneqarfik Sermersooq nu konsekvensen af. Vi melder derfor klart ud, at vi går til valg på et fortsat samarbejde med Inuit Ataqatigiit, lød det blandt andet fra Randi Vestergaard Evaldsen.
Læs: Demokraterne vender Siumut ryggen i Sermersooq
Uklogt træk
Siumuts Jens-Erik Kirkegaard, der også stiller op til kommunalvalget i Sermersooq, kalder Demokraternes beslutning for 'uklogt'.
- Det er ærgerligt at Demokraterne allerede før vælgerne har talt, træffer sådan en afgørelse, som jeg tolker det, baseret på enkelte redaktioners overskrifter og ikke hvad der er bedst for vores kommune i Sermersooq, skriver Jens-Erik Kirkegaard i en pressemeddelelse.
Holder kortene åbne
Han fremhæver, at der vil være forhandlinger blandt partierne, når stemmerne er blevet talt.
- At træffe afgørelser så tidligt synes jeg ikke er særligt professionelt. Jeg har altid tænkt på at holde kortene åbne indtil forhandlingerne er gået i gang. Det, Demokraterne gør nu, kan ikke betegnes som rettidig omhu, lyder det fra Jens-Erik Kirkegaard.