Efter Ivalu: Filmindustri kan give Grønland flere turister
Film om og i Grønland kan være med til et turistboom i Grønland. De smukke landskaber, der bliver vist på skærmen kan tiltrække flere turister, der gavner samfundet, mener filmskaber.
Kortfilmen Ivalu, der er optaget i Nuuk, Kangerlussuaq og den forladte bygd Kangeq skriver historie ved at være den første live action-kortfilm fra Grønland, der er blevet nomineret til en Oscar.
Selvom filmholdet ikke kommer hjem med en Oscarstatuette, så kan filmholdet trække flere turister til Grønland.
Her har filmskaber og medejer af Polarama Greenland, Emile Hertling Péronard, tips til både turismeaktører i landet og udenlandske filmskabere til et godt samarbejde.
Han påpeger i en udtalelse til Visit Greenland, at der er rig mulighed for at inddrage lokale filmskabere ved indspilning af film i Grønland.
- Grønland er ikke et nemt sted at filme, men ned den rette hjælp og forberedelser kan du få noget her, som du ikke finder andre steder i verden, siger Emile Hertling Péronard og fortsætter:
- Ofte, når vi har forberedt optagelser i Grønland til internationale projekter, synes producenterne at tro, at Grønland er et ubestigeligt bjerg. Men vi kan gøre det nemmere, siger han.
Ønsker styrket bånd til turisme
Filmskaberen Emile Hertling Péronard understreger, at filmskabere har stor interesse i at skabe styrket bånd til turismebranchen. Han mener, at det kun er naturligt at turisme- og filmbranchen samarbejder, når landet promoveres.
- Sammen kan vi fremvise Grønland internationalt, og samtidig udvikle en stærkere og mere bæredygtig filmindustri i Grønland, siger filmskaberen.
Han oplyser, at turistaktører allerede er gode til at give service, når der er tv- og filmproduktioner i Grønland.
Medejer af Polarama Greenland giver udenlandske filmproducenter et tip, hvis de ønsker at optage deres film i Grønland:
- Lyt til de lokale, og vær åben over for ændringer i tidsplanen. I Grønland er naturen vidtstrakt og mægtig, at man straks indser, at det er den, der styrer en og ikke omvendt. Når man planlægger sin optagelse, er fleksibilitet afgørende, siger han og uddyber, at vejret kan være en af årsagerne til forsinkelser.