Island: Over 3000 jordskælv skaber frygt for nyt vulkanudbrud

De seneste dage har der været tusindvis af små og store jordskælv i Island. Det kan i værste fald udløse et vulkanudbrud. Air Greenland holder øje med situationen.

Arkivfoto af askesky i Island

Island har de seneste dage registreret flere end 3.000 rystelser – små og store jordskælv – på landets nordlige kyst.

Mindst tre af jordskælvene blev målt til over fem på richterskalaen, og et af dem kunne mærkes i hovedstaden, Reykjavik, som ellers ligger 265 kilometer fra udbruddets epicenter. Det skriver Berlingske

Eksperterne er bekymrede over, hvorvidt den øgede seismiske aktivitet kan føre til, at Islands mest aktive vulkan, Grímsvötn, kan gå i udbrud.

I 2011 var store dele af det europæiske luftrum lukket ned på grund af en askesky fra den aktive vulkan. Det betød også aflysning af flyvninger her i landet.

Air Greenland oplyser til Sermitsiaq.AG, at de er opmærksomme på situationen i Island.

- Vi følger myndighedernes anbefalinger og holder selvfølgelig øje med situationen. Skulle der opstå en situation, så har vi interne procedurer, som vi følger, lyder det fra kommunikationschef Masaana Egede.

Sidst Grímsvötn var i udbrud i 2011, endte den med at skabe en større askesky, der førte til aflysninger af flere hundrede fly i Danmark, Skandinavien og Nordeuropa. Grímsvötn ligger i det samme store vulkansystem, som Eyjafjallajökul. I 2010 sendte Eyjafjallajökul en askesky i luften, der lammede flytrafikken i dagevis og endte med at føre til aflysninger af flere end 100.000 fly, skriver Berlingske.

Powered by Labrador CMS