Askesky betyder flere aflysninger

Air Greenland aflyser tirsdag både indenrigsafgange og atlantafgangen som følge af askeskyen fra Island

Vulkanaske fra Island skaber endnu engang problemer for Air Greenland.

Ud over flyvningen til og fra København tirsdag den 24. maj aflyser selskabet de indenrigsflyvninger, der har forbindelse til atlantflyvningen.

De berørte passagerer vil blive ombooket til de første ledige pladser, når flyvningerne kan genoptages. Og berørte passagerer på tirsdagsflyvningerne vil blive kontaktet direkte af Air Greenland via sms, email eller telefon.

De passagerer, der blev berørt af mandagens aflysninger bedes holde sig informeret via selskabets hjemmeside og vil først blive kontaktet når flyvninger igen genoptages, oplyser Air Greenland.

Den islandske vulkan Grimsvøtns udbrud betyder, at det i øjeblikket ikke er sikkert for Air Greenland at gennemføre flyvninger. Dels mangler selskabet en tilgængelig alternativ lufthavn i Nordatlanten, dels er det ikke forsvarligt at flyve over askeskyen, der befinder sig i helt op til 15 kilometers højde, oplyser luftfartsselskabet.

Fragten internt i Grønland berøres ikke, mens der lukkes for indlevering af fragt over Atlanten én dag ad gangen. Der kan derfor ikke ske indlevering til tirsdag den 24. maj, oplyser Air Greenland.

Powered by Labrador CMS