Inuit Ataqatigiit udsætter landsmøde

Grundet en eskalering af Covid-19 smitten i landet har IA valgt at udskyde deres landsmøde til september. Samtidig flyttes lokalitet af mødet.

Inuit Ataqatigiits hovedbestyrelse har besluttet at udskyde og flytte landsmødet på baggrund af udviklingen af coronasmitten i landet.

Det meddeler IA’s partikontor i en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag.

Den ordinære generalforsamling skulle ellers afholdes i Qaqortoq i dagene 6., 7. og 8. august. Men nu er generalforsamlingen flyttet til Nuuk, og i dagene 17., 18. og 19. september, melder IA.

- Denne beslutning skal ses i lyset af Covid-19 pandemien udbredelse i Grønland, hvor restriktionerne er blevet forlænget til resten af juli måned, oplyser IA i en pressemeddelelse.

- Inuit Ataqatigiit finder det tvingende nødvendigt under Covid-19 at følge myndighedernes anvisninger og resktriktioner for at minimere smitten blandt befolkningen, så vi opfordrer alle at stå sammen om at bekæmpe Covid-19 her i landet.

Styrkelse af politik i fokus

Formanden for partiet, Múte B. Egede, har overfor Sermitsiaq.AG fortalt, at partiet skal sætte nye politiske mål, der skal styrke arbejdet med såvel lands- og kommunalpolitik. Samtidig skulle der være fokus i at styrke lokalafdelingernes arbejde de næste tre år.

Powered by Labrador CMS