Inatsisartut: Bentiaraq fritaget for møder i 14 dage
Atassut-suppleant, Bentiaraq Bendtsen Ottosen, er blevet pålagt til at være i karantæne i 14 dage efter ankomst fra Danmark af Inatsisartuts formandskab. Det er en forringelse af demokratiet, mener Ottosen.
Reglen er klar.
Bliv hjemme i karantæne i 14 dage, eller bliv re-testet på femte dagen efter ankomst fra Danmark. Hvis testen viser, at du ikke er smittet med coronavirus, er du fritaget for karantænen og kan komme på arbejde.
Men den regel gælder ikke for Atassuts førstesuppleant til Inatsisartut, Bentiaraq Bendtsen Ottosen. Han ankom til Nuuk i går, og fik efter sin ankomst en besked fra Inatsisartuts formandskab om, at han er velkommen til at deltage ved Inatsisartuts møder 14 dage efter ankomst.
- Det er magtmisbrug af formandskabet at bruge landslægens vurdering til at lade mig være i karantæne i 14 dage. Min forlængede karantæne giver samtidig et større flertal for koalitionen, hvilket forvrider demokratiet i Inatsisartut, siger Ottosen til Sermitsiaq.AG.
Begrundelsen
Formandskabet har i et brev sendt til førstesuppleanten begrundet beslutningen med, at Inatsisartut skal arbejde i trygge omgivelser:
- Alle medlemmer og medarbejdere, har således behov for at være trygge ved opholdet og arbejdet i salen og på partigangene og efter rådføring med Landslægen, har formandskabet derfor besluttet, at du tidligst vil kunne komme ind i Inatsisartut bygningen torsdag den 12. november, lyder det i formandskabets begrundelse.
Bentiaraq Bendtsen Ottosen påpeger dog, at der er andre samfundskritiske funktioner, som sundhedspersonale, der bliver fritaget for karantæne og kan komme på arbejde på dag nul.
- Og hvorfor bliver alle passagerer, der rejste med mig i går ikke sat i karantæne i 14 dage, spørger Ottosen.
Mister seks mødedage
Atassut har to mandater i Inatsisartut. Da Siverth K. Heilmann kan risikere at få et alvorligt sygdomsforløb hvis han bliver smittet med coronavirus, har han valgt at holde orlov og vende hjem til Maniitsoq.
Derfor vender Atassut-politikeren hjem fra Danmark for at tiltræde som medlem i Inatsisartut resten af efterårssamlingen i stedet for Heilmann.
Hvis Bentiaraq Bendtsen Ottosen bliver i karantæne i 14 dage, betyder det, at han mister seks mødedage.
I den periode skal Atassuts formand, Aqqalu Jerimiassen, varetage al politiske arbejde i Inatsisartut.
- Betyder også, at vores parti og oppositionen mister en stemme i de dage, hvor man faktisk udhuler mindretallets demokratiske spillerum, siger Aqqalu Jerimiassen.
Ønsker frikendelse
Bentiaraq Bendtsen Ottosen har ellers bedt om at blive re-testet alle dage frem til mandag i næste uge. Det kan dog ikke lade sig gøre, da han ikke har symptomer på smitte.
Imens vil partiets formand, og andet medlem i Inatsisartut, holde møde med formandskabet så karantænen kan overholdes til efter re-test.
- Man kan godt forstå frygten for at blive smittet. Men det er for dårligt, at jeg skal blive i karantæne i 14, mens andre kan gå fri og gå på arbejde fem dage efter indrejse. Det er en dårlig forskelsbehandling, der giver ridser i demokratiet, siger Bentiaraq Ottosen.
Sermitsiaq.AG har indhente en kommentar fra formandskabet, der fortæller, at Bentiaraq Bendtsen Ottosens karantæne vil ophøre efter fem dages re-test, men at han først må begå sig inde i Inatsisartut-bygning 14 dage efter indrejse på grund af forsigtighedsprincippet.