IA: Studie-skandale skal have konsekvenser

IA’s Sofia Geisler kræver, at skandalesagen med de to uddannelser, der i sidste øjeblik blev aflyst af Departementet for Uddanneler, skal have konsekvenser for enten den administrative ledelse eller Naalakkersuisoq for Uddannelse Ane Lone Bagger.

Sofia Geisler: Enten må den administrative tage konsekvensen eller så må Naalakkersuisoq tage konsekvensen
Offentliggjort

I et paragraf 37 svar fra Ane Lone Bagger til Pele Broberg viser det sig, at departementet har syltet sagen om etableringen af to nye uddannelser på handelsskolen NI. I november 2017 bliver man enige om at der skal etableres en arbejdsgruppe, der skal afklare de juridiske, økonomiske og faglige konsekvenser. Men her knap to år senere er arbejdsgruppen endnu ikke nedsat, fremgår det af svaret.

- Svaret underbygger min tidligere udmelding om, at det er Departementet for Uddannelse, og dermed også Naalakkersuisoq for området, der står med det endelige ansvar for, at de to uddannelser blev aflyst i elvte time med store konsekvenser for de studerende, der ellers havde satset på at uddanne sig, siger Sofia Geisler til Sermtsiaq.AG.

Sofia Geisler pointerer, at departementets ageren i denne sag har skabt usikkerhed, om den er ”en troværdig samarbejdspartner”.

To muligheder

- Der er kun to muligheder i denne sag. Enten må den administrative tage konsekvensen eller så må Naalakkersuisoq tage konsekvensen, fastslår Sofia Geisler.

- Der har været tale om en sag, der er blevet syltet i meget, meget lang tid, selv om der har været god tid til at handle. Men der er ikke sket noget. Konsekvensen skal afspejle dette forhold. Det kan alt andet lige ikke betyde andet, end at det må koste en post, mener Sofia Geisler.

Powered by Labrador CMS