Arktis

IA: Opret en civil forsvarsuddannelse

Aaja Chemnitz Larsen lancerede i dag, mandag, Inuit Ataqatigiits forsvarspolitiske udspil på et pressemøde i Nuuk.

Folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen præsenterede IA's forsvarspolitiske udspil på et pressemøde i Nuuk, mandag formiddag

Inuit Ataqatigiit præsenterede deres forsvarspolitiske udspil på et pressemøde i Nuuk tidligere i dag, den indeholder ti mål og konkrete ønsker til et kommende forsvarsforlig.

- Timingen for lanceringen skal ses i lyset af, at regeringen i Danmark om få uger præsenterer deres udspil til et nyt forsvarsforlig i Folketinget, lyder det fra Inuit Ataqatigiit i en pressemeddelelse.

Læs også: Inspektionsskib kan blive offer for sparekniv

I den forbindelse understregede Aaja Chemnitz Larsen på dagens pressemøde vigtigheden af, at Grønland selv har en klar holdning til Forsvaret og byder ind med konkrete ønsker til et kommende forsvarsforlig.

Ønske om en forsvarsuddannelse
- Vi ønsker fra Inuit Ataqatigiit, at der er langt flere grønlændere i Forsvaret og det forudsætter etablering af en forsvarsuddannelse i Grønland. Vi mener at der i højere grad bør være fokus på et stærkere beredskab og forebyggelse af ulykker, da målet er et mere sikkert Grønland, siger folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen.

Partiet oplyser, at Inuit Ataqatigiits forsvarspolitiske udspil er en helhedsorienteret plan for, hvordan partiet gerne ser forsvarets opgaveløsning i Grønland styrket de kommende år. Initiativet til udspillet er taget af Inuit Ataqatigiit i Folketinget, men udgør det samlede partis udspil på området.

Mere lokalt forankret
Om anbefalingerne om et mere lokalt forankret forsvar siger Aaja Chemnitz Larsen:

- Forsvaret skal integreres meget mere i det grønlandske samfund. Derfor skal vi etablere en frivillig, civil forsvarsuddannelse, da Forsvaret vil nyde gode gavn af at få flere grønlændere og unge vil have gavn af at tilegne sig kompetencer i Forsvaret.

Læs også: Forsvaret vil hverve grønlandske unge

Møde med forsvarsminister
Folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen mødtes i august måned med forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) til en snak om det kommende forlig. I oktober har de to planlagt et opfølgende møde.

Der er tre fokusområder i Inuit Ataqatigiits forsvarspolitiske udspil:

  • Flere grønlændere i Forsvaret
  • Et mere sikkert Grønland
  • Et styrket samarbejde
Powered by Labrador CMS