Hvorfor har Aslak Jensen ikke orlov?

Årsagen skal findes i reglerne for orlov fra Inatsisartut. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra politikeren selv.

Aslak Jensen opfylder ikke reglerne for at få orlov fra Inatsisartut.
Offentliggjort

I januar blev Siumut-politikeren Aslak Jensen idømt 20 dages betinget anbringelse i anstalt ved Sermersooq Kredsret.

Aslak Jensen ankede dommen og meldte i den forbindelse ud, at han ville tage orlov fra Inatsisartut:

- Jeg har ønsket det sådan, fordi jeg mener, at min person ikke skal forstyrre arbejdet i Inatsisartut. Så længe der pågår en sag i retten om min person, finder jeg det på sin plads, at jeg søger orlov indtil sagen er endeligt afgjort, lød det dengang fra Aslak Jensen.

Siden dengang har politikeren dog været ganske aktiv og har også været til stede i salen under samlingens første to mødedage denne uge.

Så hvad er der egentlig sket.

Opfylder ikke krav til orlov

Sermitsiaq.AG har forsøgt at få en kommentar fra Aslak Jensen selv. Men han ønsker ikke at udtale sig om sagen og henviser i stedet til Bureau for Inatsisartut.

Partiformand Erik Jensen er ikke yderligere meddelsom. Han siger dog, at orloven blev søgt og henviser i øvrigt til Formandskabet for Inatsisartut.

Formandskabet oplyser til Sermitsiaq.AG, at man ikke kan udtale sig om de enkelte medlemmers forhold som eksempelvis orlov. Det er op til det enkelte medlem.

Forklaringen skal i stedet findes i Inatsisartuts forretningsorden, der oplister nogle helt klare regler for, hvornår et medlem kan få bevilget orlov.

Og Aslak Jensens situation ser ikke umiddelbart ud til at passe på nogle af dem:

Det siger reglerne:

Et medlem af Inatsisartut kan bevilges orlov, hvis medlemmet har lovligt forfald som følge af sygdom, der midlertidigt forhindrer medlemmet i at varetage sit hverv i en forventet periode på mere end 14 kalenderdage.

Stk. 2. Et medlem af Inatsisartut kan bevilges orlov i forbindelse med graviditet, fødsel eller adoption, dog højst i det omfang, som følger af de til enhver tid gældende regler for Grønlands Selvstyres tjenestemænd.

Stk. 3. Et medlem af Inatsisartut kan bevilges orlov i forbindelse med nærtståendes død eller alvorlige sygdom, dog højst i det omfang, som følger af de til enhver tid gældende regler for Grønlands Selvstyres tjenestemænd.

Stk. 4. I forbindelse med nærtståendes død eller alvorlige sygdom ydes fri rejse efter de til enhver tid gældende regler for Grønlands Selvstyres tjenestemænd.

Stk. 5. Inatsisartut’s Formandskab kan afkræve et Inatsisartutmedlem dokumentation for, at der foreligger en forhindring som anført i stk. 1 eller omstændigheder som anført i stk. 2-3.

Orlov uden vederlag:

§ 3. Et medlem af Inatsisartut kan bevilges orlov for den periode, hvor medlemmet varetager et hverv som medlem af Naalakkersuisut, medlem af Folketinget eller medlem af en kommunalbestyrelse, herunder som borgmester eller viceborgmester.

Powered by Labrador CMS