Historiker: Forståeligt at statue provokerer
Hvis ikke Hans Egede-statuen flyttes til en mere passende placering, vil den fortsat blive udsat for vandalisering, vurderer historiker.

Hans Egede-statuen i Nuuk blev natten til søndag overhældt med rød maling, og ordet ”decolonization” blev skrevet på siderne af statuen.
Historiker og direktør for Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, Daniel Thorleifsen, forstår godt, at statuen forbindes med kolonitiden:
- Hvis det er et opgør mod kolonialisme i generelle vendinger, så giver det mening, at man også er vred på Hans Egedes statue, skriver Daniel Thorleifsen i et skriftligt svar til Sermitsiaq.AG.
Meget synlig placering
Historikeren vurderer, at det især er placeringen af statuen, der gør den kontroversiel:
- Hans Egedes statue er placeret meget synligt oppe på toppen af et fjeld, og man kan ikke undgå at lægge mærke til den, når man ankommer til Nuuk. Det kan virke provokerende på mange folk, at en missionær, som man betragter som repræsentant for kolonimagten, har en så dominerende plads i bybilledet, skriver han.
Flyt statuen
Rundt om i verden er flere statuer, der symboliserer kolonitiden blevet revet ned. Det gælder blandt andet flere statuer af Christoffer Columbus i USA.
Ifølge Daniel Thorleifsen kunne det være en løsning at flytte statuen til et andet sted:
- Måske ville det være mere accepteret, hvis man placerer statuen et mere passende sted enten ved siden af Hans Egedes Hus eller Hans Egede kirken? Som den står i dag vil den blive ved med at blive vandaliseret, vurderer Daniel Thorleifsen.