Herrelandsholdet får svensk landstræner

Svenskeren Johan Zanotti, som har mere end 20 års erfaring som træner og ungdomslandstræner, er ny grønlandsk landstræner for det grønlandske herrelandshold i håndbold.

Det grønlandske herrelandshold i håndbold får ny landstræner
Offentliggjort

Det grønlandske håndboldforbund TAAK har ansat 49-årige Johan Zanotti som ny landstræner for herrelandsholdet.

- Jeg er rigtig glad for at blive landstræner for det grønlandske landshold. Det er en god udfordring, og jeg ser meget frem til at arbejde med spillerne, siger den nye landstræner til Sermitsiaq.AG.

Det er et prangende håndbold-CV, Johan Zanotti kan fremlægge, som spænder helt fra cheftræner i de bedste nordiske rækker, ungdomslandstræner i Sverige og Norge, akademitræner, 1. divisionstræner i Danmark.

Grønlandsk identitet på banen

- Min målsætning er at skabe en grønlandsk identitet på banen. Det kan være, at vi ikke vil vinde alle kampene, men landsholdsspillerne skal vise, at de er stolte og glade for at være på det grønlandske landshold. Det er det, jeg gerne vil skabe, fremhæver Johan Zanotti.

Og han sigter på at få det grønlandske landshold til verdensmesterskaberne.

Johan Zanotti er ny landstræner

- Det vil være dejligt at kvalificere det grønlandske landshold til verdensmesterskaberne. Derfor er det vigtigt at snakke om det jævnligt, da der er muligheder for at kvalificere Grønland til VM. Det skal være en del af landsholdets identitet at spille verdensmesterskaberne, lyder det fra Johan Zanotti.

Den nye landstræner har fået en tre-årige kontrakt med Grønlands håndboldforbund, og landsholdsprofilen Akutaaneq Kreutzmann bliver spillende assisterende landstræner.

Grønlandsk spillestil

- Jeg glæder mig til at arbejde sammen med Johan Zanotti. Han har en stor erfaring, og jeg ved, at han kan give rigtigt meget til holdet. Han har nogle gode visioner, omkring forsvarsspil og angrebsspil. I begge ender skal vi som udgangspunkt finde på systemer, der fungerer og passer til den grønlandske spillestil, siger Akutaaneq Kreutzmann.

Han fremhæver, at landsholdet har en spændende tid i vente.

- Vi er også enige om, at man skal have stoltheden med, når man repræsentere Grønland på og udenfor banen, og at det grønlandske flag på brystet skal respekteres og æres. Jeg glæder mig allerede til den næste landsholdssamling, hvornår end det bliver, lyder det fra Akutaaneq Kreutzmann.

Første opgave er at kortlægge alle talenterne og begynde at planlægge de mindre samlinger og de officielle samlinger.

- Derudover skal der arbejdes på løsninger, der kan give vores klubtræner nye værktøjer til at gøre træningen sjovere og nemmere, siger han.

Powered by Labrador CMS