Havari over Grønland kunne være endt i katastrofe

Et Air France-fly var ude for et motorhavari i 2017, da flyet befandt sig over Indlandsisen. Det kunne være endt i en katastrofe, fastslår den endelige rapport om uheldet.

Offentliggjort

Et Air France-fly mistede en del af en motor på en flyvning fra Paris til Los Angeles 30. september 2017.

Da uheldet skete befandt flyet sig i 11 kilometers højde over Indlandsisen i Sydgrønland, og der var 497 passagerer og 24 besætningsmedlemmer ombord.

Ifølge netmediet Check-in.dk konkluderer den endelige rapport om uheldet, at det kun var et tilfælde, at der ikke skete yderligere skade på flyet i forbindelse med, at motordelen faldt af.

Motordelene kunne nemlig have slået hul i flyets skrog:

Nødlandede i Canada

- Den radiale (opad og nedad) udstødning af de to fan-hub-højenergifragmenter på tidspunktet for adskillelsen var tilfældig. En lateral udstødning (venstre og højre) af de samme vragdele kunne have fået katastrofale konsekvenser, for eksempel hvis flyskroget var blevet gennembrudt, eller hvis vingestrukturen, kontrolflader eller flykontrolsystemer var blevet beskadiget, skriver den franske havarikommission BEA ifølge Check-in.dk.

Heldigvis kunne flyet flyve videre og nødlande sikkert i Goose Bay i Canada.

Air Greenland medvirkede til at finde flere mindre vragdele fra flymotoren på isen umiddelbart efter uheldet. En større del af motoren blev først lokaliseret over halvandet år efter uheldet. Vragdelen blev fundet efter en stor eftersøgning, hvor GEUS medvirkede.

Vragdelen lå under fire meter sne.

Powered by Labrador CMS