Hashsmugling: 12 kilo skjult på ydersiden af RAL skib
Hash til en handelspris på mere end seks millioner kroner nåede kun lige i havn i Nuuk, før politiet fandt og konfiskerede det i november måned. Fundet blev gjort på RAL´s skib Tukuma Arctica.
Der er mange måder at smugle hash på. I den seneste tid er der især dukket en del sager op hos politiet med bodypacking, hvor personer forsøger at transportere hash eller andre stoffer i kroppen.
Andre mere eller mindre kendte metoder inkludere at skjule hash i møbler og andre ting der sendes med fragt til landet. Og så er der selvfølgelig de mange skibe, der sejler ind og ud af grønlandsk farvand.
Så sent som i juni måned blev der konfiskeret 21 kilo hash fra Royal Greenlands trawler Avataq, og nu er det så Royal Arctic Lines fartøj Tukuma Arctica, der er blevet brugt i forsøget på at skaffe hash ind i landet.
Politikommissær Malik Sandgreen, der er leder for efterforskning bekræfter, at der den 25. november 2022 blev fundet lidt under 12 kilo hash, som var sat fast på ydersiden af skibet.
Efterforsker sagen
Derudover kan politiet ikke sige meget.
- Vi har ingen anholdte i sagen og af hensyn til efterforskningen har politiet ikke yderligere oplysninger for nuværende, lyder beskeden.
RAL kan heller ikke oplyse meget om sagen. De har overdraget en boks til tolderne som blev fundet på Tukuma Arctica, men er ikke blevet informeret om dens indhold, og har derfor ingen kommentarer, oplyser de til Sermitsiaq.AG.
Tilbage i 2017 fandt Islandsk Politi 20 kilo hash ombord på Polar Seafoods trawler Polar Nanoq. Et besætningsmedlem blev anholdt og sigtet for smugling af hash i sagen.
Daværende naalakkersuisoq Hans Enoksen (N) var på banen med advarsler om at Naalakkersuisut kunne overveje, at stramme reglerne for udstedelser af licenser og kvotetildelinger i fremtiden, hvis ikke rederierne fik styr på indsmuglingen på deres fartøjer.