Polar Nanoq

Enoksen truer rederier på licensen i tilfælde af hashsmugling

Islandsk Politi har fundet 20 kilo hash ombord på Polar Nanoq. Det får nu naalakkersuisoq for fiskeri og fangst til at opfordre rederierne til at forstærke indsatsten mod smugling på deres skibe.

Islandsk politi fandt 20 kilo hash, da de ransagede Polar Nanoq
Offentliggjort

Rettet: Mængden af hash var forkert i den første version

Islandsk Politi fandt hele 20 kilo hash ombord på Polar Nanoq. Det har politiet på Island oplyst.

Et besætningsmedlem er blevet anholdt sigtet for smugling af hash.

LÆS: Besætningsmedlem på Polar Nanoq anholdt for besiddelse af hash

Truer med at tage licensen
Det får nu naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, Hans Enoksen (PN) til at advare rederierne. Få styr på sagerne eller I risikerer at miste licensen er budskabet i en pressemedelelse, som han har udsendt.

- Jeg vil opfordre rederierne i Grønland til at udstikke klare retningslinjer for deres egne besætningsmedlemmer, hvor der udtrykkeligt står, at det er strengt forbudt at indføre narkotika til landet, skriver Hans Enoksen (PN).

Han understreger, at han er parat til at slå hårdt ned, hvis der igen blive fundet stoffer ombord på et fiskefartøj.

- Såfremt trawlere fortsat ulovligt benyttes til at transportere narkotika til Grønland, vil Naalakkersuisut kunne overveje, at stramme reglerne for udstedelser af licenser og kvotetildelinger i fremtiden, skriver han videre.

Værdi på 14 millioner
Hashen ombord på Polar Nanoq blev udelukkende opdaget, fordi islandsk politi ransagede skibet i forbindelse med efterforskningen af sagen om den forvundne Birna Bjránsdóttir.

De 20 kilo hash er adskillige millioner værd på gaden i Grønland. Priserne svinger en del, men ifølge Naalakkersuisuts indstatsplan mod hash fra 2016 oplyser politiet, at et gram i Nuuk koster mellem 700 og 1.000 kroner. Dermed er det beslaglagte parti mindst 14 millioner kroner værd på gadeplan.

Prisen stiger yderligere, når man kommer længere væk fra de store byer.

Powered by Labrador CMS