Air Greenland

Harme over store forsinkelser i Diskobugten

Air Greenland kan ikke få turister og øvrige passagerne til og fra Diskoområdet. Siden tirsdag har passagerne været strandet i både Ilulissat, Aasiaat, Qeqertarsuaq og Qasigiannguit

De små Bell 212-helikoptere har store problemer i Diskobugten

Adskillige passagerer, herunder en del turister, har været strandet siden tirsdag morgen i henholdsvis Aasiaat, Qeqertarsuaq, Qasigiannguit og Ilulissat. Årsagen er ifølge Air Greenland, at vejret har været dårligt i Diskobugten i flere dage, men det er ingen hemmelighed, at den lille Bell 212-helikopter ikke er egnet til vejrforholdene i Diskobugten, og derfor er der ofte aflysninger i området.

Uanset årsagen har det store konsekvenser for passagerne.

Læs: Air Greenland vil af med Bell 212

Læs: Air Greenland erkender Bell 212-problemer

- Her på tredjedagen har jeg været oppe klokken 5 om morgenen og fået besked om, at helikopteren er aflyst. I går (onsdag, red.) var der slet ingen til at tage imod os i heliporten i Qeqertarsuaq, da vi kom 9 mand klokken 6.00. Klokken ti minutter over 6.00 står der pludselig på skærmen, at helikopteren er aflyst. Lidt efter kommer der en person, der ombytter billetterne. Det er simpelthen for dårlig service, fortæller skoleleder Kristian Egede Slot, der skulle have deltaget i et skolelederforum i Aasiaat fra tirsdag formiddag.

- Man føler sig flyttet rundt efter forgodtbefindende. Jeg ved godt, at det er april, og vejret er omskifteligt, men måske er de små Bell 212-helikoptere ikke egnede til det vejr, vi har heroppe. Man hører jo, at det er en ældre model, der har svært ved at flyve i både sne og mørke, hvilket jo er temmelig almindeligt heroppe, siger Kristian Egede Slot.

Læs: S-61’ernes jubilæum: Enestående gensyn med Nuuk fra luften

Rundflyvninger i Kangerlussuaq
Også mange turister er fanget i de forskellige byer i Diskobugten, og for dem kan det være svært at forstå, at man lørdag prioriterede rundflyvninger i Kangerlussuaq med de store S-61-helikoptere i stedet for at sørge for, at turister og andre passager kan komme til deres destinationer.

- Jeg synes, det er en helt gal prioritering. At de hellere vil flyve rundflyvninger end at få passagerne hjem, er jo helt grotesk. Vi har en masse ting og aftaler, vi skal hjem til i Danmark. Jeg har en opgave, jeg skulle forsvare onsdag og et studiejob torsdag, som jeg går glip af. Min bror får fravær i fire dage i skolen. Derudover er udmeldingerne fra Air Greenland så ringe. Vi skulle selv henvende os for at få besked om aflysningen. Og derefter skulle vi selv indlogere os på hotellet og sørge for mad, da restauranten er lukket, siger Søren Zartov, der med sin far og to brødre har været på ferie på Diskoøen.

Sermitsiaq.AG afventer interview med Air Greenlands administrerende direktør, Michael Højgaard.

Powered by Labrador CMS