Har selv haft børnene med på job: Borgmester vil mødes med kritiker

Der er lanceret en underskriftsindsamling for bedre forhold i daginstitutionerne i Nuuk. Sermersooq-borgmester fortæller, at man blandt andet har et forsøg i gang med såkaldte flyver-pædagoger.

Det er ikke nogen hemmelighed at vi længe har haft svært at rekruttere ansatte nok til vores daginstitutioner, men det har ikke fået os til at give op. Forvaltningen arbejder konstant med nye tiltag, der skal afhjælpe situationen, siger Avaaraq S. Olsen (IA), borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq.
Offentliggjort

Sermitsiaq.AG kunne mandag fortælle, at mere end 500 borgere har skrevet under på, at der bør sikres bedre forhold i daginstitutionerne i Nuuk.

Ansvaret for institutionerne ligger hos Kommuneqarfik Sermersooq, og borgmester Avaaraq S. Olsen melder mandag eftermiddag ud, at hun vil mødes med initiativtageren bag underskriftsindsamlingen:

- Jeg vil meget gerne mødes med Paarma Rosvig Pedersen. Jeg vil gerne mødes med alle, der har ideer til, hvordan vi kan gøre vores daginstitutioner bedre.

- Jeg er selv mor til to børn i Nuuk daginstitutioner så jeg har selv oplevet hvordan manglen på personale påvirker både børnene og forældrene og det helt afgørende for mig, at vi får løst det problem hurtigt, udtaler Avaaraq Olsen i en skriftlig kommentar.

Personalemangel hærger

Paarma Rosvig Pedersen har fortalt til Sermitsiaq.AG, at hun mener, at forholdene i daginstitutionerne er blevet forværret gennem de senere år, hvilket blandt andet skyldes personalemangel.

Borgmesteren siger, at man arbejder med nye tiltag:

- Det er ikke nogen hemmelighed at vi længe har haft svært at rekruttere ansatte nok til vores daginstitutioner, men det har ikke fået os til at give op. Forvaltningen arbejder konstant med nye tiltag, der skal afhjælpe situationen, siger Avaaraq S. Olsen.

Flyverpædagoger som forsøg

Et nyt tiltag er ifølge borgmesteren en såkaldt "flyverpædagogordning". Ordningen her til hensigt at give dagtilbuddene et reelt pædagogisk løft i det daglige.

Det forventes at give børnene mere indhold i deres dagligdage, og samtidig give et bedre arbejdsmiljø. Derudover har alle daginstitutionsledere i det forgange år været på lederkursus og i løbet af efteråret for at forbedre arbejdsmiljøet.

- Daginstitutioner er et område jeg prioriteter højt. For at være sikker på at vi har alle de bedste ideer med når vi skal lægge næste års budget, har jeg besluttet mig for at spørge forældrene hvilke forslag de har til specifik til konkrete initiativer, som kommunen kan igangsætte. Derfor starter vi nu en borgerinddragelsesproces, hvor alle kan komme med deres ideer, siger borgmesteren.

Borgerinddragelsesprocessen vil foregå på Kommuneqarfik Sermersooqs borgerinddragelsesplatform kommunqafiga.gl og vil komme online i løbet af denne uge, oplyser kommunen.

Powered by Labrador CMS