Forældre samler underskrifter: Ønsker bedre dagtilbud

En forælder til tre tidligere dagtilbudsbørn i Nuuk er gået sammen med flere mødre med børn i daginstitutioner og samler nu underskrifter ind. Forholdene skal forbedres, hellere i går end i morgen, siger moderen.

Offentliggjort

Mor til tre, Paarma Rosvig Pedersen, er godt træt af de vilkår, som vuggestue- og børnehavebørn står med til hverdag.

Personalemangel, manglende aktiviteter og børnehavens dør, der bliver benyttet som svingdør af personale. Forholdene i hovedstadens vuggestuer og børnehaver skal forbedres. Hellere i går end i morgen, siger hun.

- Jeg har bedt mærke i, at mange forældre udtrykker, at de er utrygge ved at skulle aflevere deres unger til en børnehavestue, hvor der mangler personale. Forældre sætter spørgsmålstegn ved, om det nu er sikkert at aflevere deres barn i daginstitution, siger Paarma Rosvig Pedersen til Sermitsiaq.AG.

Mere end 500 har skrevet under

Underskriftsindsamlingen ”Meeqqeriviit pitsanngorlit / Bedre institutioner” er oprettet 15. august 2022. 506 personer har på nuværende tidspunkt allerede skrevet under på, at de ønsker bedre institutioner.

Knap en uge efter underskriftsindsamlingen blev oprettet kunne Sermitsiaq.AG fortælle, at et barn er blevet efterladt ved et kirkegård fra en tur med børnehaven.

Paarma Rosvig Pedersen kunne i sidste uge vinke helt farvel til daginstitutionslivet efter 13 år med børn i vuggestue og børnehave. Hendes tredje og yngste barn er nemlig startet i skole.

Men de seneste syv år har hun lagt mærke til, at vilkår i daginstitutionen kun er blevet værre, mener hun.

Bedre løsninger på bordet

- Jeg har tidligere kæmpet for bedre daginstitutioner men har også lagt mærke til, at den daglige voksenkontakt til børnene nærmest er ikke-eksisterende længere. Jeg samarbejder nu med forældre med børn i daginstitutioner, så arbejdet ikke bliver tabt og startet forfra, siger Paarma Rosvig Pedersen.

Paarma Rosvig Pedersen oplyser, at hun er startet et samarbejde med to mødre, der har startet en facebookgruppe ”Meeqqavut pillugit” (”For vores børn, red.) og at gruppen arbejder på at nå et møde med borgmesteren i Kommuneqarfik Sermersooq med henblik på at få bedre løsninger for personalemanglen i daginstitutioner.

- Det kan være mindre nomineringer, eller ekstra tillæg til pædagoger der vil arbejde i daginstitutioner, ligesom hovedstadsområdet i Danmark gør nu. Vi må tænke ud af boksen og prøve nye metoder. Andet kan vi ikke tillade os, siger Paarma Rosvig Pedersen.

Powered by Labrador CMS