Grov ankesag om voldtægt begynder

En mand blev tidligere på året dømt til forvaring af Sermersooq Kredsret. Nu skal sagen for landsretten, hvor manden ønsker at blive frifundet for nogle af anklagerne.

Grønlands Landsret har afsat hele fire dage i denne uge til at behandle sagen mod en mand, der i januar blev idømt forvaring på ubestemt tid af Sermersooq Kredsret.

Manden blev i kredsretten dømt skyldig i voldtægt, grov vold, ulovlig tvang, trusler på livet mod både børn og voksne, udbredelse af børnepornografi samt vold og trusler mod personer i offentlig tjeneste.

Men manden ankede dommen, og hans forsvarer, advokat Rune Wiborg, oplyser, at manden ønsker at blive frifundet for de anklager, som han ikke selv har erkendt:

Forsvarer går efter at undgå forvaring

- Min påstand vil være, at der skal være en straf i og med, at han har erkendt nogle forhold, men der skal ikke være tale om forvaring, siger Rune Wiborg til Sermitsiaq.AG.

Under den første retssag blev der ført 31 vidner, og det er også et omfattende anklageskrift, der ligger til grund for sagen.

Det rummer 26 punkter, og forbrydelserne skulle være begået i en lidt over tre år lang periode mellem 1. maj 2016 og 30. maj 2019.

De fleste af forbrydelserne skal være sket i Nuuk, og det drejer sig blandt andet om adskillige tilfælde af trusler mod en kvinde.

Anklaget for flere tilfælde af voldtægt

Udover at have truet kvinden er manden også anklaget for at have udøvet vold mod hende og for at have voldtaget hende flere gange i periode på knapt et år fra 1. november 2016 til 1. september 2017.

Blandt anklagepunkterne er også flere anklager om krænkelse af offentlig myndighed, hvor den tiltalte er kommet med trusler mod betjente.

I et tilfælde skulle den tiltalte også have taget et halsgreb på en politikommissær under en anholdelse, og i et andet skulle han have bidt en anstaltsbetjent i tjeneste, så betjenten blev såret.

Anklageren går fortsat efter, at manden skal idømmes forvaring på ubestemt tid.

Powered by Labrador CMS