Grønlandsbanken

Grønlandsbanken venter nulvækst for landet i år

Nationalbankens lave rente er en forhindring for Grønlandsbanken, som ellers leverer et pænt regnskab for første kvartal

Det er mest den lave rente i Danmark, der belaster den største bank her i landet

Grønlands største bank, Grønlandsbanken, er kommet fint fra start i 2015. Resultatet før kursreguleringer og nedskrivninger er steget med 13 procent til 34,5 millioner kroner i forhold til første kvartal sidste år.

Første kvartal for banken bød også på flere udlån og garantier på i alt godt 100 millioner kroner, og det glæder direktøren.

Renten presser
- Det er et ganske tilfredsstillende resultat, særligt i lyset af det ekstremt lave renteniveau, og det faktum at vi har mange kunder med penge på kontoen, fortæller Martin Kviesgaard i en pressemeddelelse.

- Når vi har større indlån end udlån, så koster det os penge at have den overskydende likviditet stående i Nationalbanken.

Selvom renteniveauet trykker bankens toplinje, så er der også fordele ved det. Mange af Grønlandsbankens kunder bruger det lave renteniveau, der er nu, til at investere i huskøb eller husrenovering, siger han, og dermed låner de penge hos banken.

Venter nulvækst
Han håber, at erhvervslivet også snart vil begynde at benytte sig af den lave rente.

Forventningerne til den brede samfundsøkonomi er i bedring. Efter flere år med negativ økonomisk vækst, venter banken nulvækst i Grønlands BNP i 2015. Direktør Martin Kviesgaard forventer, at der kommer en større byggeaktivitet, som bliver mærkbar for erhvervslivet.

Banken fastholder sine forventninger til et resultat for 2015 på 125-145 millioner kroner. Det er ringere end sidste år, hvor det lød på 148 millioner kroner.

Læs: Grønlandsbanken fremviser nyt solidt overskud

Powered by Labrador CMS