Grønlandsbanken
Grønlandsbanken fremviser nyt solidt overskud
2014-resultatet er ifølge bankdirektør Martin Kviesgaard skabt på baggrund af stærke erhvervskunder, øget forretningsomfang med privatkunderne og satsning på udvikling af kystfilialerne

Med et resultat før skat på 131,4 millioner kroner leverer Grønlandsbanken et 2014-regnskab lidt bedre end resultatet i 2013. Banken udbetaler for tredje år i træk udbytte på 55 kroner pr. aktie eller i alt 99 millioner kroner.
- Vi er tilfredse med at kunne levere et pænt resultat, særligt i lyset af at den grønlandske økonomi for tredje år i træk står svagt, siger bankdirektør Martin Kviesgaard i en skriftlig kommentar til årsresultatet.
Resultatet er ifølge bankdirektøren skabt på baggrund af stærke erhvervskunder, øget forretningsomfang med privatkunderne og satsning på udvikling af kystfilialerne.
- Vi har det højeste antal medarbejdere i banken efter åbningen i Aasiaat, og der er i hele banken virkelig løbet hurtigt hele året. Boligejerne har konverteret lån som aldrig før, og flere og flere har investeret i værdipapir, siger bankdirektøren.
Læs: Grønlandsbanken om Nunaminerals-tab: Vi fortryder ikke
2014 præget af udsving
Martin Kviesgaard oplyser, at 2014 har været et specielt år præget af udsving. Samlet stiger udlåns- og garantimængden, men erhvervskunderne har holdt lidt igen med investeringer, og det giver fald i udlån i sidste del af året. Til gengæld har der været en stigning på privat-området.
Grønlandsbanken nedskrivninger på udlån stiger, men tabsprocenten på 0,7 procent er fortsat beskeden.
Læs: Grønlandsbanken forventer svag fremgang i landets økonomi