NunaMinerals
Grønlandsbanken om Nunaminerals-tab: Vi fortryder ikke
Landets største bank har tabt godt en halv million kroner på Nunaminerals. - Vi fortryder ikke, at vi oprindeligt tegnede kapital i selskabet, siger bankdirektør Martin Kviesgaard
Det er stadig uvist, hvad fremtiden bringer for Nunaminerals A/S, som hænger i en særdeles tynd tråd, mens der ledes efter investorer, som igen kan få det delvist selvstyreejede mineralefterforskningsselskab på rette spor.
Sermitsiaq.AG har spurgt Grønlandsbanken, hvad Nunaminerals' aktienedskrivning har betydet for landets største bank.
- Vi tegnede et mindre beløb ved Nunaminerals' etablering i 1999, og når de efterfølgende har udvidet aktiekapitalen. Det er dog en beskeden post på godt 50.000 stk., som i december havde en kursværdi på cirka 50.000 kroner. Så selvom vi har tabt godt en halv million på den investering over en lang årrække, så er det en overskuelig størrelse for banken, siger bankdirektør Martin Kviesgaard.
Læs: Forsøg på at redde Nunaminerals
Læs: IA ønsker redegørelse om forløbet med Nunaminerals
Nunaminerals har gjort et forsøg
- Hvad er jeres aktier hos Nunaminerals værd i dag?
- Efter generalforsamlingen i Nunaminerals er aktierne vel ikke mange kroner værd. Det tab, vi har haft, synes vi er overskueligt for os, og vi fortryder ikke, at vi oprindeligt tegnede kapital i selskabet. Nunaminerals har gjort et forsøg på at skabe en forretning på et svært område og trods alt skabt stort fokus på råstoffer i Grønland. At det i den branche kan gå galt, ja det har man jo også set i alle andre råstoflande. Man skal være både dygtig og heldig i den branche, fremhæver bankdirektøren, som ikke ønsker at udtale sig om, hvordan fremtiden ser ud for Grønlandsbankens investeringslyst i Nunaminerals.
- Tror du, at Nunaminerals findes til påske?
- Nunaminerals er kunde i banken, og vi udtaler os ikke om kundeforhold, så derfor kan jeg heller ikke komme med en vurdering af situationen i selskabet, svarer Martin Kviesgaard.
På Nunaminerals' ekstraordinære generalforsamling den 29. januar blev det vedtaget, at selskabets aktieværdi blev nedsat fra 5 kroner til 10 øre pr. aktieandel, samtidig med at mineralefterforskningsselskabets aktiekapital blev nedsat fra 137.954.700 kroner til 2.759.094 kroner til dækning af tab.
Læs flere artikler om Nunaminerals her
Læs mere om Nunaminerals i den nyeste udgave af Sermitsiaq. Køb avisen her: