Gå til hovedindhold

Grønlands Erhverv sender hård kritik mod Royal Arctic Line

Den seneste tids problemer i Royal Arctic Line får nu Grønlands Erhverv til at tage bladet fra munden. I heftige vendinger kritiserer de RAL for at svigte kunderne og opføre sig bedrevidende.

"RAL svigter kunderne." 

Så kontant er overskriften i den kritik, som Grønlands Erhverv her i weekenden har sendt mod Royal Arctic Line. 

RAL har de seneste måneder været tæt forfulgt af uheld. De har haft en række problemer med implementeringen af et nyt it-system, der har gjort, at containere og varer er blevet sat af de forkerte steder. 

Derudover ramte det store containerskib Mary Arctica midt om natten den 31. maj et isfjeld ved Nanortalik, da det var på vej til Aalborg med gods. Skibet måtte dirigeres til Qaqortoq for en nærmere inspektion, som afslørede, at skibet skulle på værft. 

LÆS OGSÅ: Royal Arctic Line forfulgt af uheld

Det er blot nogle af de problemer, som RAL den seneste tid har været udsat for. 

Nye løsninger

Grønlands Erhverv kommer RAL en smule i møde ved at sige, at de har forståelse for, at virksomheden vil prøve nye løsninger. Men det kunne være kommunikeret ud på en langt bedre måde. 

- Grønlands Erhverv har forståelse for, at RAL's ledelse gerne vil prøve nye løsninger, som RAL tror vil give landets virksomheder og borgerne fordele. Men det er stærkt kritisabelt, at de varslede og meget fundamentale ændringer i besejlingen af Grønland er sket uden seriøs involvering af RAL's virksomhedskunder og deres viden og mangeårige erfaring, siger GE's direktør Brian Buus Pedersen. 

Bedrevidende og uden kendskab

Og især kommunikationsdelen er et område, hvor Grønlands Erhverv i den grad mener, at RAL skal oppe sig. 

LÆS OGSÅ: Royal Arctic Line om nyt uheld: ”Pokkers uheldigt”

- Grønlands Erhverv har i lang tid fået mange henvendelser fra frustrerede virksomheder, som oplever voksende kvalitetsproblemer i RAL's service. Serviceproblemer der forplanter sig videre ud til virksomhedernes kunder, som ikke forstår, hvorfor der mangler varer i butikkerne eller ting, der skal bruges i landets erhverv, siger Brian Buus Pedersen og fortsætter: 

- Frustrationen forstærkes af, at kunderne ikke føler, at RAL tager deres henvendelser og problemer alvorligt, men opfører sig bedrevidende og uden kendskab til erhvervslivet i Grønland.

Et stort ansvar

GE understreger det ansvar, som RAL har i deres rolle som monopolvirksomhed på området. 

LÆS OGSÅ: Royal Arctic Line-skib stødt mod isfjeld

- RAL ́s koncession og monopol på søfragt er en livline for hele Grønlands import og eksport, og der påhviler RAL, og RAL's ejer, Selvstyret, et kæmpe ansvar for, at den opgave løses professionelt. Ellers udløses en kostbar kædereaktion af omkostninger og kvalitetsforringelser for alle virksomheder og private, og hele samfundet lider skade, lyder det fra direktør Brian Buus Pedersen, inden han slutter af med at komme med en opfordring til RAL og Naalakkersuisut. 

- GE vil derfor stærkt opfordre RAL og Naalakkersuisut til at tage deres ansvar alvorligt for at sikre en ordentlig og tillidsskabende kommunikation med selskabets kunder og samarbejdspartnere. 

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER