Grønland var en koloni som alle andre

Beviser på racisme og økonomisk udnyttelse myldrer ud af historiearkiverne, når man studerer Danmarks fortid som arktisk kolonimagt. Derfor er det løgn, når nogle i dag påstår, at Grønland aldrig blev behandlet som en rigtig koloni.

Læs også: Eksperter: Selvstændighed er længere væk

Så kontant lyder udmeldingen fra den danske historiker, Iben Bjørnsson, der ønsker et opgør med de fremtrædende danskere, der bliver ved med at lægge afstand til det faktum, at danskernes tidligere syn på og opførsel overfor grønlændere minder meget om andre europæiske kolonimagters adfærd i deres kolonier.

- Det er en myte, at Grønland ikke var en rigtig koloni, og vi bliver nødt til at ændre den måde, vi taler om fortiden, fastslår Iben Bjørnsson ph. d. i historie fra Københavns Universitet.

Læs også: Forsoning er følsomt emne

Hun henviser til, at Danmark frem til anden verdenskrig var lige så pralende om og stolte af sin koloni, som andre nationer, fx den britiske, var på daværende tidspunkt.

Udstillet i Tivoli
Blandt andet blev der i 1905 arrangeret en udstilling i Tivoli under navnet Kolonierne samt Island og Færøerne.

- Oprindeligt hed den bare Kolonierne, men det protesterede både islændinge og færinge over, for de ville ikke sidestilles med det, som de mente var et primitivt folkeslag i Grønland, fortæller historikeren Sermitsiaq.AG.

Samme indstilling havde man i Danmark til den befolkningsgruppe, der arbejdede som slaver på De Vestindiske øer.

Læs også: De ER arrogante

- Det var et udtryk for racisme, ganske enkelt. Man mente, at nogle folk var laverestående, og det hang sammen med deres hudfarve, fastslår Iben Bjørnsson.

Senere, i 1931, var man i Danmark heller ikke tilbageholdende, når det handlede om at markedsføre sig selv som koloniherre. På den internationale koloniudstilling i Paris var det, grundet salget af øerne i Caribien, udelukkende Grønland, der blev udstillet. På materialet fra dengang står der følgende: “Greenland: Danish Colony”.

Ny holdning efter krigen
Men efter anden verdenskrig kom der en ny holdning til det at have kolonier. Det skyldtes dog ikke, at der efter krigen var opstået et nyt og mere respektfuldt menneskesyn.

Læs også: Kim Leine: Der er behov for forsoning

- I USA gjorde man ikke op med racismen på det tidspunkt, tvært imod, man havde jo adskillelse af sorte og hvide i både 50´erne og 60´erne, forklarer Iben Bjørnsson.

Det nye syn på ordet koloni skyldtes i stedet, at det blev betragtet som “upassende” at have en koloni.

- USA var jo selv en tidligere koloni, der havde løsrevet sig, og derfor blev der ikke set med milde øjne på lande, der stadig havde kolonier, siger Iben Bjørnsson.

Derfor begyndte der efter krigen en afkoloniseringsproces. Men det betyder ikke, mener historikeren, at man dermed kan afskrive sig den histore, der ligger forud.

Læs også: Vittus truer både Danmark og USA

- Problemet er, at vi er i et følsomt forhold, der kaldes Rigsfællesskabet. Ingen ved, hvad det vil medføre, hvis vi forholder os mere nøgternt til kolonitiden, siger Iben Bjørnsson og fremhæver Vittus Qujaukitsoqs udfald mod danskerne, som et eksempel på at der i hvert tilfælde er nogle, der kan mærke konsekvenserne af en fortid, der langt fra var jævnbyrdig.

- Måske skulle man i Danmark lytte mere, når det bliver sagt, at vi opfører os arrogant, fastslår historiker Iben Bjørnsson.

Opdateret.
Iben Bjørnson har en Ph.D. fra Københavns Universitet 2012, er forfatter og debattør. Hun har skrevet en kronik i Politiken, hvor man kan læse mere om hendes syn på kolonitiden. Sermitsiaq.AG har den den baggrund lavet et interview med historikeren.