Grønlændere i Island på vej til Grønland

Otte grønlændere, der opholder sig i Island, har i løbet af weekenden været i kontakt med Grønlands Repræsentation i Reykjavik. Alle er enten kommet hjem eller på vej hjem.

Otte grønlændere har henvendt sig til Grønlands Repræsentation i Reykjavik, efter at repræsentationen gennem facebook og andre kanaler lørdag efterspurgte grønlændere, der enten holdt ferie eller på grund af situationen var strandet i Island.

- Jeg kan blot sige, at i forhold til de borgere, som vi har haft kontakt til, lader det til, at der ikke er nogen, der er strandede her - og de borgere vi har haft kontakt til, er ankommet til Grønland eller er på vej til Grønland nu, siger repræsentationschef i Grønlands Repræsentation i Reykjavik Jacob Isbosethsen til Sermitsiaq.AG.

Han oplyser, at nogle af de rejsende tog kontakt til repræsentationen i løbet af lørdag og søndag, og at de selv har ordnet deres hjemrejse med rejsebureau eller flyselskaberne uden problemer.

Det første tilfælde af en person, der er smittet af coronavirus, er netop mandag blevet bekræftet.

Fredag rådede den danske statsminister Mette Frederiksen alle danske
statsborgere og dermed også grønlænderne om at komme hjem fra udlandet, hvis de ikke havde fast adresse det pågældende sted.

Flyet fra Keflavik lørdag blev imidlertid aflyst af Air Greenland, så grønlandske passagerer ikke nåede hjem før Danmark lukkede grænsen.

- Vi kan bistå borgere her med vejledning og information, hvis der er nogen grønlændere, der strander her, og vi anbefaler også at folk kontakter deres rejseselskab. Vi opfordrer i øvrigt alle til at følge myndighedernes anbefalinger. Indtil videre har det heldigvis ikke været nødvendigt, da folk selv har klaret det, men jeg tror alle har været glade for at være i kontakt med hinanden i denne specielle situation, siger Jacob Isbosethsen.

Powered by Labrador CMS