Gå til hovedindhold

Greenland Express Airs hollandske operatører gået i flyverskjul

Mens Greenland Express Air er i alvorlig økonomiske problemer ifølge Gert Brask, er selskabets samarbejdspartner, Denim Air ACMI, som sunket i jorden over for Sermitsiaq.AG

- Det er hårdt, rigtig hårdt lige nu, fordi alt det, vi har tjent på charter, og de penge, vi har tjent på Sydgrønland med godt fyldte fly, er sat til lige så hurtigt eller hurtigere på grund af, at Denim, vores operatør, ikke kan klare opgaven.

Sådan lød det mandag fra den islandske rejseoperatør Greenland Express Airs administrerende direktør, Gert Brask, da han via KNR's Radioavisen efterlyste nye investorer.

Læs: Gert Brask: Et mareridt - vi har brug for hjælp

Siden den opsigtsvækkende udmelding har Sermitsiaq.AG forsøgt at få en udtalelse fra Denim Air ACMI, hvilket har vist sig langt sværere end forventet. Selskabets ellers normalt meget imødekommende administrerende direktør Ronald Janssen svarer ikke længere på opkald, samtidig med at stemningen i selskabets hovedkontor i hollandske Mijdrecht synes på lavpunktet, når talen falder på Greenland Express Air.

Brede smil ved forårets introduktion
Smilene var brede hos Greenland Express Air i foråret, da selskabet efter et langt tilløb var klar til at gå på vingerne. Det skete i samarbejde med hollandske Denim Air, hvis direktør Ronald Janssen i en pressemeddelelse kun havde lovord over for sin nye kunde: 

- Vi leverer et moderne passagerfly til Greenland Express Air, bemandet med dygtigt personale i både cockpit og kabine, skrev Janssen.

Et fly og en besætning, Gert Brask mente fuldt levede op til de stillede krav.

- Flyet er med sine 100 sæder et både komfortabelt og driftssikkert fly med en god økonomi, lød det fra Gert Brask.

Mindre end halvanden måned efter Greenland Express Airs første flyvning den 17. juni med passagerer mellem Danmark, Island og Grønland er smilene dog stivnet. 

Ifølge Gert Brask er Greenland Express Air således presset voldsomt økonomisk, hvilket Denim Air er ansvarlig for grundet dårlig håndtering af ruterne mellem Danmark, Island og Grønland.

- Vi kæmper en hård kamp. Vi har brug for en, der kan hjælpe os. Det har vi altså, sagde Gert Brask mandag til KNR og oplyste, at rebookninger har kostet Greenland Express Air over 2,8 millioner kroner, ligesom selskabet har refunderet for 1,9 millioner kroner.

Ring igen om en uge
De seneste dage har Sermitsiaq.AG adskillige gange forsøgt at komme i kontakt med Denim Air for at høre deres udlægning af sagen efter de hårde beskyldninger fra Gert Brask og Greenland Express Air.

Tidligere har det været let at få udtalelser fra Denim Air ACMI via Ronald Janssen, der beredvilligt har stillet sig til rådighed. Det er det tilsyneladende ikke længere for på trods af en række henvendelser via såvel telefon som email, er han ikke vendt tilbage.

Samme tilbageholdenhed udviser hovedkontoret i Mijdrecht, som Sermitsiaq.AG har været i kontakt med.

Her lød man i første omgang meget overraskede over, at Greenland Express Air har alvorlige økonomiske problemer - ligesom personalet tydeligvis stillede sig uforstående over for Denim Airs skyld i samarbejdspartnerens problemer.

I første omgang blev Sermitsiaq.AG bedt om at ringe tilbage 10 minutter senere, hvorefter meldingen lød: ’Ring igen om en uge’.

Læs artikler om Greenland Express Air her

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies for at kunne se og deltage i debatten.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER