håndbold
GOG snupper tredje sejr på stribe
Landsholdsmålmanden Frank Mikkelsen fik fuld spilletid i storsejren over SønderjyskE
GOG er kommet ind i en god stime.
Først sejr over Randers HH, så over KIF Kolding København og endelig onsdag en storsejr på hele 36-27 over SønderjyskE.
Med de seks point for de tre sejre rykker GOG op blandt de otte bedste i Håndboldligaen. En placering, som GOG skal fastholde, hvis drømmene om endnu en slutspilsplacering skal realiseres.
Læs: Jakob Larsen og GOG stopper samarbejdet efter denne sæson
Frank Mikkelsen
For første gang i lange tider startede Frank Mikkelsen på banen. Træner Jakob Larsens normale førstevalg på målmandsposten norske Espen Christensen måtte grundet en skade overvære kampen fra tilskuerpladserne.
Frank Mikkelsen havde mange fine redninger og kronede indsatsen med to mål. Sommetider bliver det dyrt, når et hold i angreb tager målmanden ud.
Der var selvfølgelig stor tilfredshed i GOG-lejren efter den overraskende store sejr. GOG og SønderjyskE spiller normalt meget tætte opgør, som ofte ender uafgjort.
- Efter en lidt dårlig start, så synes jeg, at vi får rigtig fint fat. Vi står godt i forsvaret. Jeg får nogle redninger, og så bliver vi farlige på vores hurtige kontraer, sagde Frank Mikkelsen til Sermitsiaq.AG umiddelbart efter kampen.
Se billeder: Første point til GOG
Skød forbi
- Det er fint at score to mål. Jeg havde muligheden for det tredje, og det ville havde været endnu bedre. Desværre skød jeg forbi målet, sluttede Frank Mikkelsen.
Målrig kamp
Der var spillet mindre end fem minutter, og stillingen var allerede 5-5. Der var gule kort og udvisninger til begge hold fra kampens begyndelse. Det tegnede til at blive en målrig affære.
GOG blev gang på gang båret frem af de meget medlevende tilskuere. Unge Lasse Møller bombede løs. Finurlige afslutninger fra fløjene. Et velspillende og godt organiseret forsvar havde rimeligt styr på modstanderne.
Det blev 16-14, 17-14, 18-14 og endelig 19-14, umiddelbart inden de to dommere fløjtede til pause.
Bombede videre
Lasse Møller bombede videre og videre og videre. Selv om SønderjyskE på et tidspunkt kun var bagud med to mål, 24-22, var og blev det GOGs aften.
Med tre mål på stribe trak GOG igen fra. Og da så Frank Mikkelsen scorede sit andet mål til 29-23 med små 10 minutter tilbage, var kampen reelt afgjort.
I de sidste minutter blev SønderjyskE løbet over ende. 36-27 stod der på måltavlen efter de to gange 30 minutter.
Stort talent
Kun 20 år gammel. Et af Danmarks største talenter. 11 flotte mål scorede han mod SønderjyskE. Cheftræner Jakob Larsen er ikke bange for at have store forventninger til Lasse Møllers fremtidige karriere på håndboldbanen.
- Når jeg ser Lasse spille, så ser jeg en spiller med stort talent. Det kan godt minde lidt om Mikkel Hansen, da han var i den alder, siger Jakob Larsen.
Lasse Møller har det ikke fra fremmede. Faderen er den tidligere landsholdsmålmand Bent Møller.
Se billeder fra kampen i bunden af denne artikel