GE: Restriktioner er ude af proportioner

Corona-restriktionerne rammer uforholdsmæssigt hårdt, mener Grønlands Erhverv.

Grønlands Erhverv langer nu ud efter de restriktioner, som Naalakkersuisut har indført for at inddæmme smitte med coronavirus.

Ifølge arbejdsgiverforeningen er restriktionerne for strenge og gør for stor skade på virksomheder og medarbejdere. Vi skal i stedet til at lære at leve med Covid-19, mener GE:

- Nu er det vigtigt, at strategien tilpasses, så vi ikke fortsat udsættes for voldsomme restriktioner, og glemmer at tage højde for de menneskelige, sociale og økonomiske konsekvenser som følger af strategien. Vi må erkende, at vi som samfund skal lære at leve med COVID-19, siger Christian Keldsen, direktør i Grønlands Erhverv, i en pressemeddelelse.

Her er der restriktioner

Disse bosteder har i øjeblikket smitte fra ukendte smittekilder og derfor underlagt særlige restriktioner:

Aasiaat, Ilulissat, Kangerlussuaq, Maniitsoq, Narsaq, Nuuk, Qasigiannguit, Sisimiut, Upernavik, Tasiusaq, Upernavik Kujalleq, Nutaarmiut, Nuussuaq, Innaarsuit, Naajaat, Aappilattoq, Kangersuatsiaq, Kullorsuaq.

Kilde: Landslægeembedet

I øjeblikket er en række byer og bygder underlagt restriktioner på grund af smitte fra ukendte smittekæder. Restriktionerne handler om begrænsninger af antallet af personer i offentligt tilgængelige lokaler, brug af coronapas og påbud om brug af mundbind eller visir.

Derudover har Naalakkersuisut bestemt at lukke serveringssteder i hele landet, i perioden fra klokken 22:00 til 05:00 alle ugens dage.

Onsdag meldte Landslægeembedet om fem indlagte på grund af coronavirus samt 457 nye smittetilfælde det seneste døgn. Smitten altså udbredt i samfundet, men nedlukningen har for store konsekvenser for erhvervslivet, mener GE:

Lukningen af serveringssteder gør ondt

- Restriktionerne har konsekvenser for erhvervslivet og de medarbejdere, der igen og igen rammes, uden at en offentlig kompensation står mål med tabene. Når der ikke er aktivitet, kan der ikke opretholdes jobs, udtaler Christian Keldsen.

Han mener desuden, at restriktioner rettet mod nattelivet skyder forbi målet, da coronasmitten også spredes blandt børn, og restriktionerne dæmmer ikke op for smitten i denne gruppe.

Overfor Sermitsiaq.AG uddyber Christian Keldsen, at særligt lukningen af serveringssteder gør ondt på branchen, og organisationen er kritisk overfor, a lukningen rammer alle kunder uanset, om de er vaccinerede eller ej. Derudover er der ifølge GE heller ikke en kompensationsordning på plads til de ramte virksomheder.

Roser teststrategi

Mens direktøren ikke er tilfreds med restriktionerne, mener han til gengæld, at den ændrede teststrategi er på sin plads. Her har Naalakkersuisut meldt ud, at kun borgere med symptomer og underliggende sygdomme i hjerte og lunger, borgere med positiv antigentest og borgere med svære symptomer kan testes.

- I den nye teststrategi har man taget højde for både målgruppe, konsekvenser og effekt, hvilket med stor sandsynlighed vil vise sig at være til stor gavn for samfundet, udtaler Christian Keldsen og fortsætter:

- Grønlands Erhverv skal derfor på det kraftigste opfordre til at man i lighed med teststrategien fremadrettet forsøger at sikre proportionalitet og i højere grad fokuserer på at restriktionernes effekt skal opveje deres konsekvenser for samfundet, herunder de mennesker, der nu hjemsendes fra deres arbejde.

Et andet sted, hvor man har valgt at lempe restriktioner, er i Danmark. Onsdag eftermiddag afholdt den danske regering et pressemøde, hvor det blev offentliggjort, at en række restriktioner lempes i Danmark i den kommende tid. Det skyldes hovedsageligt, at omikron-varianten ikke har forårsaget så mange indlagte corona-patienter på de danske hospitaler som først frygtet.

Powered by Labrador CMS