GE: Nødplan skal afværge konkursbølge

Grønlands Erhverv vil i dialog med Selvstyret, så man i fællesskab får lavet en nødplan til de erhverv, der er truet på livet på grund af coronavirus-udbruddet.

Hvem vil sidde tæt sammen med andre udenlandske turister under en hvalsafari, når der er coronavirus-udbrud? Det spørgsmål og konsekvenserne heraf bekymrer Grønlands Erhverv, der mener, at dele af erhvervslivet skal have offentlig hjælp til at overleve corona-krisen
Offentliggjort

Turistbranchen og afledte erhverv såsom hotel og restaurationer må imødese voldsomme tab, hvis udenlandske turister vælger at aflyse deres planlagte rejse på grund af coronavirus-udbruddet, der i særlig grad har ramt den europæiske luftfartsindustri.

Det største hotel i Nuuk, Hotel Hans Egede, er allerede ramt af mange afbookinger, hvilket koster dyrt.

- Vi har netop holdt møde, hvor vi har bedt vore brancheudvalg om at afdække, hvad coronavirus-udbruddet har af betydning i de forskellige brancher. Når vi har fået en faglig vurdering, er det vores hensigt at gå i dialog med Selvstyret om at få skabt en nødplan, der sikrer, at selskaber, der er ramt på likviditeten, ikke går konkurs, oplyser direktør i Grønlands Erhverv Brian Buus Pedersen.

Dansk hjælpepakke

I Danmark har regeringen allerede indført en hjælpepakke, hvor erhvervslivet får udskudt fristen for indbetaling af moms til det offentlige. Og flere andre pakker er på vej, har finansminister Nicolai Wammen bebudet.

En del grønlandske turistaktører med få år på bagen kan komme alvorligt i klemme, hvis turisterne ikke kommer til landet.

- En lang stribe konkurser i det grønlandske erhvervsliv vil i sidste ende ramme os alle her i samfundet, påpeger Brian Buus Pedersen. Han understreger, at Selvstyret nødvendigvis må sikre, at man afbøder de værste konsekvenser for grønlandsk erhvervsliv.

Skrækscenariet

Skrækscenariet er en konkursbølge, som betyder, at der bliver flere ledige, hvilket vil gå ud over indtægterne til Landskassen i form af person- og selskabsskatter. De ledige vil samtidig belaste det sociale ydelsessystem.

GE-direktøren pointerer, at det måske ikke alene er turistbranchen, der bliver ramt. Han peger på, at råstofbranchen måske også bliver ramt, hvis udenlandske specialister udebliver af frygt for at blive smittet, når de skal transporteres frem og tilbage til de isolerede egne.

- Det er i hele samfundets interesse, at vi sammen med Selvstyret finder løsninger, fastslår GE-direktøren.

Powered by Labrador CMS