GE: Fleischer-forslag er naivt og tåbeligt

Siumut-politikeren Henrik Fleischer mener, at Selvstyret skal have sin egen bank. Grønlands Erhverv mener, at forslaget ”med sikkerhed vil trække tæppet væk under enhver drøm om økonomisk og dermed politisk selvstændighed”.

Direktøren i Grønlands Erhverv Brian Buus Pedersen håber, at Naalakkersuisut afviser Fleischers forslag - klart og entydigt.
Offentliggjort

Henrik Fleischer har via § 37 spørgsmål givet udtryk for, at Selvstyret bør overveje at etablere en bank, en kreditforening, et pensionsselskab og et forsikringsselskab. Forslaget begrundes kun konkret for bankens vedkommende, nemlig med at borgerne skal have adgang til billigere lån.

- Hvis man antager, at også pensions-, realkredit- og forsikringsinstitutioner skal oprettes af Selvstyret for at udbyde bedre og billigere produkter, end markedet leverer i dag, ja så lægges der jo op til en “statslig” overtagelse af hele markedet for finansielle produkter, siger direktøren for Grønlands Erhverv Brian Buus Pedersen til Sermitsiaq.AG.

Naivt og tåbeligt

- Det er jo ikke blot naivt, det er direkte tåbeligt at fremsætte sådan et forslag, hvis man ved blot en smule om de kommercielle præmisser og enorme krav til sikkerhed, som gælder for de virksomheder og institutioner, der opererer i de stærkt konkurrenceprægede markeder, fastslår GE-direktøren.

Brian Buus Pedersen ridser alvoren op i tre punkter:

  • For det første har Selvstyret hverken kompetencerne eller den økonomiske styrke til at kaste hele samfundet ud i et så hasarderet projekt, der kun kan ende i total økonomisk ruin for hele samfundet.
  • For det andet vil man skræmme alle de virksomheder væk fra Grønland, som i dag konkurrerer hårdt for at udbyde de mangeartede komplicerede produkter.
  • For det tredje vil alle investorer, der er interesseret i at gå ind i erhvervsinvesteringer i Grønland få det endegyldige bevis for, at Selvstyret vil bruge landskassen til at konkurrere mod private virksomheder, så de vil også trække sig.

- Gennemførelsen af Henrik Fleischers forslag vil derfor med sikkerhed trække tæppet væk under enhver drøm om økonomisk og dermed politisk selvstændighed. På et tidspunkt i Grønlands udvikling, hvor vi har brug for at styrke den private sektor, lægger Henrik Fleischer op til at gøre den offentlige sektor endnu større og på bekostning af de private virksomheder, understreger GE-direktøren.

Er det Siumut-politik?

Brian Buus Pedersen håber ikke, at det er Siumuts politik og ser frem til, at Naalakersuisut afviser den tankegang “klart og entydigt”.

Powered by Labrador CMS