Fleischer: Selvstyret skal have egen bank
Siumuts Henrik Fleischer mener, at Selvstyret skal etablere sin egen bank, så man på den måde kan ”lette borgernes velfærdsmæssige forhold på det økonomiske område”.
Formanden for fiskeriudvalget Henrik Fleischer har stillet otte paragraf 37 spørgsmål, der udfordrer adskillige aktører i den finansielle sektor, der må drive virksomhederne på kommerciel basis.
Han ønsker således at få svar på, hvad det koster at etablere en fiskeribank, et kreditforeningsinstitut, en pensionsinvesteringsbank og forsikringsselskab. I tillæg ønsker han at få at vide, hvilke lovmæssige krav, der kræves for, at Selvstyret etablerer disse finansielle enheder.
Langsigtede låneløsninger
- Der findes ikke herhjemme noget finansieringsinstitut, der kan tilbyde langsigtede låneløsninger til lave renter, lyder det i begrundelsen fra Siumut-politikeren.
- Vort land arbejder på at etablere sig som stat og bør derfor også få sin egen bank, fastslår Henrik Fleischer uden skelen til, at der allerede er selvstændige selskaber, der opererer på markedsvilkår.