GE bakker op om krydstogtsbranchen: Vi risikere at tabe endnu en sæson på gulvet

Krydstogtsbranchen har presset på for at få naalakkersuisut til at tage stilling til, hvad der skal ske med krydstogtsæsonnen i år. Nu melder Grønlands Erhverv sig i koret.

Der er anmeldt over 370 anløb til Grønland i sommeren 2022, heraf alene 49 i Nuuk, svarende til ca. 50.000 turister.

Den nuværende bekendtgørelse om indrejse til Grønland med skib sætter en stopper for havneanløb af skibe, der har været i havn i andre lande indenfor de seneste 14 dage. Og det kan holde størstedelen af de planlagte 370 anløb af krydstogtskibe væk fra Grønland i år.

Derfor mener Grønlands Erhverv ligesom krydstogtsbranchen, at naalakkersuisut skal tage stilling nu, frem for at vente.

- Planlægningen og bookingen af sæsonen foregår nu, men den gældende bekendtgørelse er i kraft indtil 5. april. Det er alt for sent i forhold til de beslutningsprocesser, der ligger til grund for anløbene og det vil få konsekvenser både for havnene og for underleverandørerne indenfor logistik, pilotering og turisme, lyder det fra brancheorganisationen.

Grønland er et sikkert brand

GE understreger at Grønland under Covid-19 situationen har formået at opretholdt et brand, der understøtter landet som en sikker destination, og at det blandt andet er medvirkende til det høje antal anmeldte anløb, der er i årets sæson.

- Men om det bliver til noget er stadig uafklaret, for vi ved endnu ikke om skibene overhovedet kan foretage anløb i grønlandske havne, påpeger GE.

Krydstogtsæsonen starter i år i maj måned, men krydstogtselskaberne er allerede gået i gang med at planlægge deres aktiviteter. Der er således anmeldt over 370 anløb til sommeren 2022, heraf alene 49 i Nuuk, svarende til ca. 50.000 turister.

Branchen kræver stabile rammer

En af bekymringerne fra naalakkersuisuts side har været corona-udbrud på et skib, der ligger i en grønlandsk havn. Hvis mange af turisterne får brug for sundhedsbehandling kan det vælte sundhedsvæsenet. Men det bekymrer ikke GE:

Ifølge GE er flere af de skibe, der anløber, udstyrede med eget medicinsk personale og sygestuer/hospitalsafsnit, og man vil derfor kunne stille en række relevante krav forud for anløb.

- Grønlands Erhverv vil derfor på det kraftigste opfordre til, at der ikke ventes til marts eller april med at træffe beslutning om bekendtgørelsen men træffes en beslutning snarest, så Grønland og erhvervene samlet kan kommunikere stabile rammer for sommerens program til rederierne.

Bekendtgørelsen forholder sig til turister, der ankommer med fly, og de samme krav bør kunne være gældende for krydstogtspassagerer. Der er behov for en afklaring nu, hvis ikke endnu en sæson skal gå tabt, mener GE.

Powered by Labrador CMS