Fyrede håndværkere taget til nåde

De fire unge håndværkere, der tilbage i starten af februar brød corona-karantænereglerne, er taget til nåde og genansat.

Byggeri
Arkivfoto

MT Højgaard har genansat fire unge danske håndværkere, som entreprenørselskabet valgte at fyre på stedet, da håndværkerne blev taget i at bryde reglerne om karantæne efter indrejse fra Danmark.

De fire, der er mellem 20 og 24 år, fik hver en bøde af politiet på 6.000 kroner og en fyreseddel.

Nu arbejder de igen for MT Højgaard efter at have overstået karantæneperioden ved den seneste indrejse.

Udstået deres straf

Direktør Kim Ulrik Hansen forklarer over for Sermitsiaq.AG, hvorfor man har taget de unge håndværkere til nåde.

- Jeg vil mene, at de har udstået deres straf, der var ganske hård. Mig bekendt har andre virksomheder i tilsvarende sager ikke reageret så voldsomt, som vi gjorde, siger Kim Ulrik Hansen.

- Jeg synes, at det er rimeligt at give de unge mennesker en ny chance i livet. De har fået en lærestreg for livet, og sagen har kostet dem mange penge. Det er efter min mening den mest fair måde at behandle dem på, understreger direktøren.

Dygtige håndværkere

Kim Ulrik Hansen oplyser, at de unge håndværkere, der er dygtige til deres arbejde, er meget ydmyge om situationen, og de er i dag kede af deres ageren, da de kort efter indrejsen tilbage i februar undlod at bære mundbind under indkøb i en dagligvareforretning og dernæst at opholde sig i et motionscenter.

Læs også: Karantænebrud ender i afskedigelser

Powered by Labrador CMS