hellefisk

Fusk med hellefisk

Grønlands Fiskerilicenskontrol oplever en stigning i antallet af sager, hvor fiskere bruger garn med for lille maskestørrelse i forbindelse med fiskeri efter hellefisk

Langt hovedparten af de kystnære fiskere benytter de rigtige garn, men ikke alle

Grønlands Fiskerilicenskontrol (GFLK) oplever et stigende antal tilfælde, hvor fiskere benytter garn med for lille maskestørrelse i fiskeriet efter hellefisk.

Det fremgår af et svar fra Finansdepartementet til Inatsisartut-medlem Hans Aronsen fra Inuit Ataqatigiit, der har spurgt til status på området.

Læs: Fiskeriet efter hellefisk slog fejl i 2015

Små hellefisk
- Den ulovlige anvendelse af net med for lille maskestørrelse skyldes givetvis faldende størrelser på hellefisk og har en stærkt selvforstærkende negativ effekt på bestanden, fremgår det af naalakkersuisoq Randi Vestergaard Evaldsens svar.

Og hun understreger i den forbindelse, at kontrollen med fiskeriredskaber netop er et af fiskerilicenskontrollens arbejdsområder.

GFLK vurderer dog samtidig, at det store flertal af kystnære fiskere overholder reglerne vedrørende maskestørrelser, og at det er et mindretal, der bevidst overtræder reglerne.

Svært at bevise
Det fremgår desuden af departementets svar, at det kan være svært at løfte bevisbyrden i den type sager, da garnfiskeri efter torsk foregår i de samme områder som det kystnære garnfiskeri efter hellefisk. Minimummaskestørrelsen er mindre for torskefiskeriet end for fiskeriet efter hellefisk. Og der vil derfor uundgåeligt være en vis bifangst af hellefisk i helt legitimt torskefiskeri.

Ved to kontroltogter i april og i maj har myndighederne indgivet fem politianmeldelser samt uddelt to bøder. Og seks af de syv sager stammer fra Disko Bugten.

Læs: Nordgrønlandsk bygd producerer hellefisk som aldrig før

Powered by Labrador CMS