Fuld og truende politiker blev anholdt ved hjælp af peberspray
Emanuel Nûko har skubbet en person omkuld, slået vedkommende i baghovedet to gange og har fået peberspray af politiet, som han ikke ville adlyde, ifølge anklageskrift. Søndag skal han for retten i Tasiilaq.
Emanuel Nûko, medlem af Inatsisartut for Naleraq, som i øjeblikket er på orlov, skulle torsdag have været for Sermersooq Kredsret i Tasiilaq. Men det er blevet udskudt til på søndag, oplyser han til Sermitsiaq.AG.
Sermitsiaq.AG har fået aktindsigt i anklageskriftet. Her fremgår det:
Emanuel Nûko har drukket mellem 15-20 genstande, da han tilbage i foråret 2021, indleder en højlydt diskussion med en anden person. Politikeren fra Naleraq skubber vedkommende omkuld og slår personen i baghovedet to gange.
"Det er lige meget"
Politiet giver ikke bare én, men to ordre om at han skal blive stående på stedet, men Emanuel Nûko hører ikke efter. Tværtimod. Han er aggressiv og bevæger sig direkte mod politipatruljen, står der i ankalgeskriftet.
Betjentene advarer ham om, at der vil blive anvendt peberspray imod ham, såfremt han fortsætter. Men "det er er lige meget" eller noget i den retning, udbryder Emanuel Nûko, som fortsætter sin færd mod politipatruljen, og virker truende på betjentene.
Politiet sprøjter ham med peberspray, og Emanuel Nûko bliver anholdt på stedet.
Emanuel Nûko er anklaget for at have overtrådt politivedtægtens paragraf 18 og kriminallovens paragraf 88.
Anklageren går efter, at politikeren får en anstaltsanbringelse på 30 dage.
Tilbage i september ophævede Inatsisartut Emanuel Nûkos parlamentariske immunitet, som betyder, at anklagemyndigheden kan rejse tiltale mod ham.