Fragtpriser stiger: RAL justerer olietillæg

Det såkaldte olie- og valutatillæg stiger til 15 procent per 1. april.

Det selvstyreejede rederi justerer tillægget for olie- og valuta.
Offentliggjort

De stigende priser på olie ser ud til at slå igennem på fragtpriserne til Grønland.

Royal Arctic Line (RAL) oplyser på sin hjemmeside, at olie- og valutatillægget stiger til 15 procent.

I kroner og øre betyder den nye sats, at "hvis søfragt og håndtering koster 2.000 kroner, så skal der betales 300 kroner i olie- og valutatillæg," skriver RAL.

For et år siden var tillægget på tre procent, og så sent som i december var tillægget på kun 6,3 procent.

Fordoblet siden december

I december kostede tillægget kunderne 126 kroner. Dermed er tillægget mere end fordoblet på årets første tre måneder.

Ruslands angreb på Ukraine har bidraget til stor uro på blandt andet oliemarkedet.

Herhjemme har det været småt med meldinger om, hvad de stigende priser på verdensmarkederne kommer til at betyde for forbrugerne. RAL ville i sidste uge ikke udtale sig om, hvilke konsekvenser Ukraine-Konflikten ville få på deres priser.

Efter al sandsynlighed vil der dog komme prisstigninger, vurderede en KNI-direktør overfor avisen AG tidligere på ugen:

– Lige som resten af verden slipper Grønland ikke for højere priser på grund af højere råvarepriser og fragtpriser på verdensmarkedet, siger Brian Weuge Chemnitz, kædedirektør i KNIs detailkæde Pilersuisoq.

Powered by Labrador CMS