Forsvarsministeren: Ikke planer om at lukke Kangerlussuaq

I løbet af efteråret vil der komme en principaftale mellem forsvaret og Selvstyret om den fremtidige brug af Kangerlussuaq, siger forsvarsminister Trine Bramsen (Soc).

Lufthavnen i Kangerlussuaq er væsentlig for at forsvaret kan løse sine opgaver i Grønland, fastslog forsvarsminister Trine Bramsen (Soc) under et åbent samråd i folketingets grønlandsudvalg.

- Der er ikke planer om at lukke Kangerlussuaq, svarer hun på et spørgsmål fra Aaja Chemnitz Larsen (IA), der havde bedt om at få indkaldt samrådet.

Trine Bramsen forklarede, at forsvaret har analyseret sine fremtidige behov i lyset af de nye lufthavne samt udviklingen i Arktis. Det stabile vejr i Kangerlussuaq er vigtigt for forsvarets fly, der ofte er mindre end civile fly.

- Kangerlussuaq er væsentlig for, at forsvarets fly kan gå på vingerne, når der er behov for det. Det er afgørende for blandt andet redningsberedskabet, fastslår hun.

Aftale i løbet af efteråret

Efter forsvaret i februar bekendtgjorde, at man fortsat er interesseret i at bruge Kangerlussuaq, blev der nedsat en arbejdsgruppe mellem forsvaret og Selvstyret. Hen over foråret har der været en række indledende drøftelser. Det første regulære møde i udvalget blev holdt i Kangerlussuaq 25. august.

- Vi drøfter, hvilke ønsker forsvaret har, men først og fremmest også, hvilke behov Selvstyret har. Vi er naturligvis indstillet på, at der fortsat skal være civil adgang til Kangerlussuaq, lyder meldingen fra Trine Bramsen.

Hvem skal betale?

Hun kan på nuværende tidspunkt ikke komme ind på nærmere detaljer om, hvordan en fremtidig model kan se ud. Heller ikke det væsentlige spørgsmål om, hvem der skal betale hvor meget for den nødvendige renovering samt for den fremtidige drift er på nuværende tidspunkt afklaret. Her venter forsvarsministeriet på en tilbagemelding fra Selvstyret om de grønlandske ønsker for Kangerlussuaq.

- Vi regner med, at vi kan indgå en principaftale om Kangerlussuaqs fremtid i løbet af efteråret. Herefter kan vi gå i gang med at fastlægge den helt konkrete model.

Trine Bramsen kan heller ikke på nuværende tidspunkt fortælle, hvorvidt USA kunne tænkes i at investere i Kangerlussuaq.

- Efter at der fra amerikanske side blev meldt ud, at man er interesseret i at investere i grønlandske lufthavne, meddelt vi, at sådanne investeringer bør understøtte, den vedtagen nye lufthavnsstruktur.

Læs også de to grønlandske folketingsmedlemmers vurdering af samrådet: Så klart har vi ikke hørt det før

Powered by Labrador CMS