Forsvarsminister: Behov for flere grønlændere i Arktisk Kommando

En værnepligtsuddannelse med start i Grønland kan være på vej. Trine Bramsen vil lokke flere grønlandske unge ind i forsvaret.

Forsvaret har behov for den viden om Arktis, som man kun kan få ved at være opvokset her. Det mener forsvarsminister Trine Bramsen (Soc).

- Jeg vil gerne have, at der er flere med forståelse af det arktiske område, som bliver en del af forsvarets tilstedeværelse i Grønland. Det er for at kombinere forståelsen for de særkender, der er i Arktis med det som forsvaret i øvrigt kan bidrage med, siger hun til Sermitsiaq.AG.

Hun mener, at det vil være en klar fordel for Arktisk Kommando, hvis der er flere der kan kombinere det indgående kendskab til Arktis med en solid forsvarsmæssig uddannelse, og som bor fast i Grønland.

- Det vil gavne både det danske forsvar som helhed, men også Grønland i forhold til at bidrage med den viden, som man kun kan have, hvis man er født og opvokset i Grønland.

- Det vil også være en fordel, hvis man efterfølgende vælger at bosætte sig i Grønland, så vi har flere forsvarsuddannede bosat i Grønland, mener forsvarsministeren.

Værnepligt med start i Grønland

Sidste år startede forsvaret for første gang med målrettet at rekruttere grønlandske unge ved at tilbyde værnepligtsafprøvning lokalt. Det fik omkring 20 til at melde sig.

Nu vil Trine Bramsen arbejde på, at det bliver endnu flere. Derfor har hun sammen med Selvstyret nedsat et fælles dansk/grønlandsk uddannelsesforum, der blandt andet skal se nærmere på værnepligt målrettet grønlandske unge.

- Hvordan skal de se ud? Hvordan sørger vi for, at der er flere grønlandske unge, der får en interesse i at komme ind i forsvaret? Kan vi øge antallet ved at tilbyde noget uddannelse, der ligger tættere på der, hvor de unge bor.

Trine Bramsen forestiller sig, at den første del af uddannelsen kan lige i Grønland.

- Jeg tror ikke vi her og nu kommer til at lave en fuldstændig værnepligt i Grønland, men det kan være, at vi kan lave eksempelvis starten af uddannelsen i Grønland.

Powered by Labrador CMS