Forsvaret til Aki-Matilda: Var til stede efter ønske fra kommunen

Arktisk Kommandos tilstedeværelse under nationaldagen skete efter ønske fra Kommuneqarfik Sermersooq, lyder et svar til folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam. Kommunen er opmærksom på kritik, fortæller afdelingsleder.

- Kanonsalut fra land og løsen fra inspektionsskibet TRITON blev den 21. juni kl. 08.00 gennemført efter henholdsvis ønske og tilladelse fra Sermersooq Kommune og Naalakkersuisut, oplyser Forsvarskommandoen til Aki-Matilda Høegh-Dam. (Arkivfoto)

Ifølge folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam (S) har flere borgere henvendt sig til hende, fordi de ikke er tilfredse med Arktisk Kommando tilstedeværelse med blandt andet et skib ved Kolonihavnen i Nuuk i forbindelse med fejringen af nationaldagen.

Det er blevet opfattet af nogle borgere som en aggressiv markering fra dansk side, lyder det fra politikeren.

Folketingsmedlemmet har derfor stillet spørgsmål til Forsvarsministeren i sidste uge, som der nu er kommet svar på. Ministeren refererer til Forsvarskommandoen, der siger, at Forsvarets deltagelse i fejringen er en tradition og sker efter ønske fra kommunen:

- I respekt for Nationaldagen

- Der er tradition for, at et af Forsvarets orlogsfartøjer deltager i fejringen af Grønlands nationaldag i Nuuk, og at løsen afgives fra et orlogsskib i forbindelse med kanonsalut fra land. Kanonsalut sker ved start af den årlige sælfangstkonkurrence.

- Afgivelse af løsen og kanonsalut sker i respekt for Grønlands nationaldag og er altid sket i overensstemmelse med de stedlige grønlandske myndigheders ønske, skriver Forsvarskommandoen og fortsætter:

- Kanonsalut fra land og løsen fra inspektionsskibet TRITON blev den 21. juni kl. 08.00 gennemført efter henholdsvis ønske og tilladelse fra Sermersooq Kommune og Naalakkersuisut. Inspektionsskibet TRITON forlod området umiddelbart efter afgivelse af løsen.

Tager det fulde ansvar

Hos Selvstyret afviser Departementet for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke at have noget at gøre med fejringen af Nationaldagen i Nuuk, udover at departementet sørgede for, at Kommuneqarfik Sermersooq og Arktisk Kommando fik hinandens kontaktoplysninger med henblik på at aftale udførelsen af kanonsalut.

I Kommuneqarfik Sermersooq tager man derimod det fulde ansvar for fejringen, fortæller afdelingsleder for kultur og event, Søren Würtz, til Sermitsiaq.AG. Han siger, at det er en tradition, at der er kanonsalut ved Arktisk Kommando til at skyde sælfangsten i gang, men også at man er opmærksom på, at der har været kritik:

- Det er os, der er ansvarlige for nationaldagen.

Opmærksom på kritik

- Jeg har været opmærksom på, at der har været nogle kritisk opslag på Facebook, men vi er ikke blevet mødt af en "borgerstorm" af kritiske henvendelser, siger Søren Würtz.

Han vil endnu ikke tage stilling til, om kommunen vil ændre i fejringen af nationaldagen på baggrund af kritikken:

- Hvert eneste år ser vi på afviklingen af nationaldagen. Jeg vil ikke på forhånd tage stilling til, om vi også har kanonsalut næste år, siger afdelingslederen.

Udover tilstedeværelsen ved nationaldagen har Aki-Matilda Høegh-Dam også spurgt forsvarsministeren til Arktisk Kommando patruljering langs kysten.

Har ikke ændret patruljering

- Kan ministeren da redegøre for, hvorfor Arktisk Kommandos skibe, som egentlig kun skulle patruljere langt udenfor den grønlandske kyst, langt væk fra bybilledet, er begyndt at patruljere så ofte så tæt på byerne, lyder spørgsmålet.

Hertil svarer Forsvarskommandoen, at patruljemønstret ikke har ændret sig, og at det blandt andet handler om at være til rådighed i forbindelse med redningsaktioner:

- Arktisk Kommandos enheder udfører jævnligt kystnære redningsoperationer. Dette fordrer ofte tilstedeværelse tæt på land. Ligeledes har Arktisk Kommandos enheder i løbet af vinteren og foråret eksempelvis ydet assistance ved strømudfald i Nuuk, udført isbrydning for at sikre forsyningslinjer, gennemført søopmåling med henblik på sejladssikkerhed samt ydet støtte til Naturinstituttets forskningsprojekter, svarer Forsvarskommandoen og fortsætter:

- For at sikre at enhederne er i stand til at løse de pålagte opgaver og yde den ønskede støtte til grønlandske myndigheder gennemføres regelmæssige logistiske ophold i de større byer.

Powered by Labrador CMS