Gå til hovedindhold

Forsvaret åbner nyt kontor i Nuuk

Det danske forsvar vil styrke relationerne til det grønlandske erhvervsliv og samfund og har derfor åbnet et InterForce-kontor i Nuuk. Forsvarsministeren vil i morgen åbne kontoret.

InterForce Grønland er en selvstændig afdeling under InterForce, der 8. juni etablerede et forretningsudvalg i Nuuk. Forsvaret har allerede ansat koordinator og projektleder Liv Inuk Oldenburg Lynge, der får kontor hos Arktisk Kommando i hovedstaden.

Sermitsiaq.AG havde ved juletid sidste år en artikel om Liv Inuk Oldenburg Lynge, da hun var i praktik på den danske ambassade i Ottawa: Liv i Ottawa: Det er mit springbræt

Interforce, hvis sekretariat ligger i Kastellet i København, har til formål at bygge bro mellem militæret og det private erhvervsliv.

Øjenåbner

- Vi vil gerne åbne erhvervslivets øjne for de kompetencer, som militærpersoner i reserven besidder. Desuden kan vi hjælpe med at kompetence-udvikle vore reservister, så det også kommer virksomhederne til gavn, forklarer kaptajnløjtnant Christian Meinertz fra InterForces sekretariat.

Søren Gade ses her i Kangerlussuaq
InterForce Grønland

Som eksempel på hvordan man kan styrke en reservist til fordel for den lokale arbejdsplads nævner han uddannelse i projektledelse, førstehjælp eller eksempelvis et stort kørekort.

Særlige vilkår

- Det er vigtigt at virksomhederne har forståelse for, at vore reservister skal have særlige vilkår, når Forsvaret kalder på dem i øvelses- eller efteruddannelsessammenhæng, forklarer kaptajnløjtnanten om InterForces arbejde.

Af InterForce Grønlands hjemmeside fremgår det, "at organisationen har ansvaret for en bred vifte af aktiviteter såsom afholdelse af informationsmøder, netværksarbejde, projektplanlægning samt kommunikation på forskellige platforme. Alle tiltagene er for at understøtte de, som er aktive i en frivillig styrke i Grønland, eller som på anden vis indgår i Forsvarets samlede Reservestyrke".

Den militære koordinator for InterForce Grønland er kommandør John Boye Rasmussen, vicechef i Arktisk Kommando.

Forretningsudvalget

Det nye forretningsudvalg består af:

  • Kristian Reinert Davidsen, Adm. direktør for Tele Post
  • Mette Skarregaard Pedersen, Departementschef for Natur, Miljø og Forskning, Selvstyret
  • Ulla Lynge, Sekretariatschef for CSR, Greenland
  • Peter Grønvold Samuelsen, Adm. direktør for KNI A/S
  • Marie Fleischer, Vicekommunaldirektør for Semersooq Kommune
  • Bjørn Bay, Politimester for Grønlands Politi
  • Martin B. Kviesgaard, Direktør for Grønlandsbanken
  • John Boye Rasmussen, Vicechef for Arktisk Kommando, og Militær Koordinator

I disse dage er formanden for InterForces landskomite, tidligere forsvarsminister Søren Gade, i Grønland, hvor han blandt andet skal mødes med forsvarsminister Trine Bramsen, der på torsdag kommer på besøg i Grønland bl.a. med henblik på at åbne InterForce Grønland..

-  Jeg er glad for, hvordan det lokale erhvervsliv nu får mulighed for at tage medansvar for det fremtidige beredskab i Grønland. I hele kongeriget er der et øget behov for at styrke robustheden i Forsvaret, og det gælder også for Arktisk Kommandos opgaveløsning. At forsvarsminister Trine Bramsen sætter reservestyrken i Grønland på dagsordenen ved at åbne InterForce heroppe er jeg som formand meget glad for, og ikke mindst for, hvordan der allerede viser sig god tilslutning blandt erhvervslivet, siger Søren Gade til Sermitsiaq.AG.

 

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER