Forslag: Snescootere og ATVer fritages for afgift

For at fremme erhvervslivet i yderdistrikterne bliver det billigere at købe en snescooter og ATV

Rettelse:Der var i en tidligere version af artiklen gået kludder i de forskellige afgifter. Det fremgik, at snescootere tidligere havde betalt motorafgift – men det forslag var aldrig blevet til noget. Nu bliver fritagelsen dog skrevet direkte ind i loven. Vi beklager forvirringen.

Det bliver billigere at købe en ATVer eller en snescooter, hvis en ny lov bliver vedtaget. Begge køretøjer bliver skal nemlig fritages for indførselsafgiften.

Kører man på en ATVer så kan man muligvis oven i købet se frem til en årlig besparelse på 6.554 kroner.

Motorafgiften (populært også kaldet vægtafgiften) fjernes nemlig fra ATVer, hvis et nyt lovforslag bliver vedtaget.

- Formålet er at fremme erhvervsudviklingen. Det gælder især i bygder og yderdistrikter, hvor disse køretøjer bliver brugt en del, siger naalakkersuisoq for finanser, Pele Broberg (PN) til Sermitsiaq.AG.

For snescootere bliver det nu skrevet direkte ind i loven, at de fortsat er fritaget for motorafgiften.

Der bliver dog ikke skelnet mellem om, man bruger ATVer eller snescootere til erhvervsformål eller udelukkende i sin fritid. Så alle ejere af køretøjerne kan glæde sig over den kontante besparelse, hvis forslaget bliver vedtaget.

Pakke om bilafgifter

Både el- og hybridbiler bliver pålagt en motorafgift på samme niveau som øvrige biler:

Indtil 1.000 kg: kr. 6554.

Fra 1.001 kg til 1.200 kg: kr. 10.049.

Fra 1.201 kg til 1.500 kg: kr. 10.747.

Fra 1.501 kg til 1.800 kg: kr. 15.231.

Fra 1.801 kg: kr. 17.575.

ATVere fritages for motortafgiften.

ATVer og snescootere fritages for indførselsafgiften.

Hybridbiler pålægges en indførselsafgift på:

50.000 kroner, når fakturaværdien ikke overstiger 75.000 kr.

125 procent af fakturaværdien, hvis fakturaværdien overstiger 75.000 kr.

Elbiler fritages fortsat for indførselsafgiften

For et erhverv, nemlig landbruget, gør denne foreslåede bestemmelse hverken fra eller til. I samme lovforslag præciseres det nemlig, at samtlige motorkøretøjer, der anvendes erhvervsmæssigt af fåre-, kvæg- og rensdyrholdere og lignende på deres bedrift under alle omstændigheder slipper for afgiften.

- Vi ønsker, at erhvervet har nogle formål, som de kan bruge til noget, siger Pele Broberg (PN).

Skal komme de fleste til gode

Forslaget er del af samme forslag, som pålægger el- og hybridbiler en motorafgift på samme niveau som benzindrevne biler. Hybridbiler får ydermere pålagt indførselsafgift. I den forbindelse har det været en målsætning for Naalakkersuisut, at det samlede forslag skal være udgiftsneutral. For en række mindre biler bliver indførselsafgiften lettet.

- Det er svært at gøre sig populær hos alle, når man sidder i min stol, siger Pele Broberg (PN).

- Men et af formålene er, at gøre noget, som kommer de fleste til gode.

Powered by Labrador CMS