Kanukoka-udmeldelse

Forslag om annullering af Kanukoka-udmeldelse sendt til udvalg

Kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq har besluttet at sende et forslag om annullering af udmeldelsen fra kommunernes landsforening, Kanukoka, til kommunens økonomiudvalg

Kommunernes landsforening, Kanukoka, har igen været til drøftelse i Kommuneqarfik Sermersooqs kommunalbestyrelse under et ordinært møde, der fandt sted tirsdag.

Det skete, efter Siumut- og Atassut-gruppen i kommunalbestyrelsen har fremsat et forslag om annullering af kommunalbestyrelsens beslutning fra september 2014 om udmeldelse fra Kanukoka.

- Et af argumenterne for udmeldelsen er ‘at gensidige forhandlinger mellem Grønlands Selvstyre og kommunerne bliver ændret til trepartsforhandlinger mellem Grønlands Selvstyre, Kommuneqarfik Sermersooq og Kanukoka, som skal varetage de resterende tre kommuners interesser’.

Sådan lyder Peter Davidsens oplæg til hans forslag om annullering af kommunens udmeldelse fra Kanukoka på vegne af Siumut- og Atassut-gruppen i Kommuneqarfik Sermersooq.

Læs: Sermersooq melder sig ud af Kanukoka

Og Peter Davidsen fortsætter:

- Men som alle er det bekendt med, så er der ingen hjemmel for, at Kommuneqarfik Sermersooq kan føre direkte forhandlinger med Grønlands Selvstyre.

- Det betyder, at Kommuneqarfik Sermersooq fremadrettet ikke længere vil have indflydelse på forhandlinger om udligningsreformen, bloktilskuddet, løn- og ansættelsesforhold for almindelige medarbejdere og pensionsforhold, lyder det videre i Peter Davidsens oplæg.

Den samlede kommunalbestyrelse besluttede tirsdag at sende sagen til viderebehandling i økonomiudvalget.

Ny Kanukoka-formand torsdag
Kanukoka afholder i morgen, torsdag, et ekstraordinært delegeretmøde, hvor der blandt andet vil blive udpeget en ny formand.

Det sker som følge af, at den nuværende formand, Siumuts Martha Abelsen, er medlem af kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq.

Læs: Kanukoka skal have ny formand

Powered by Labrador CMS