Forpligtelse til at samarbejde på tværs skal mindske underretninger

Naalakkersuisoq for Børn, Unge og Familier er i disse dage på orienteringsrejse i Sydgrønland. En statusrapport viser, at underretninger i Kujalleq om børn i alderen 0-17 år er steget markant. Paneeraq Olsen er ked af det stigende tal, men mener også at det er et tegn på, at flere har fået mod til at underrette.

Paneeraq Olsen på orienteringsrejse i Sydgrønland.

Naalakkersuisoq for Børn, Unge og Familier er i disse dage i Sydgrønland for at indhente mere viden om sit ansvarsområde. Hun har været i Narsaq og i Qaqortoq og har planer om at tage til Nanortalik senere på året.

Et af de emner der fylder er at kommunens underretninger om børn i alderen 0-17 år er steget til 582 i de første tre kvartaler i 2021, mod 343 i hele 2019 og 399 i hele 2020.

Men det er ikke kun skidt, påpeger naalakkersuisoq.

- Folk får mod til at underrette, når problemstillinger bliver omtalt åbent i samfundet. Når der underrettes er der også en mulighed for, at der bliver handlet på sagerne. Det er selvfølgeligt sørgeligt, at underretningerne er steget, men det viser også, at vi fra myndighedernes side bør gøre noget mere, siger Naalakkersuisoq for Børn, Unge og Familier, Paneeraq Olsen til Sermitsiaq.AG.

Omsorgssvigt, alkoholmisbrug eller hashmisbrug er ligesom mange andre steder et problem i Qaqortoq, Narsaq og Nanortalik. Paneeraq Olsen mener, at mange underretninger er et bevis på, at mange børn og unge kommer i klemme i lovgivningen.

- Skolen kan for eksempel fortælle, at de har sendt flere underretninger uden nogen resultater. Kommunen er nemlig ikke forpligtet til at oplyse skolen om behandling af underretninger, og hvilke tiltag der sættes igang. Tavshedspligt kan spille en rolle der. Derfor skal vi finde ud af, hvordan vi kan skabe et tværfagligt samarbejde for de forskellige myndigheder, så for eksempel skolen er forpligtet til at følge sagen til ende, siger Paneeraq Olsen.

Tværsamarbejde skal styrkes gennem lovgivning

Tværfagligt samarbejde findes allerede i Tasiilaq, hvor kommune, politi, sundhedsvæsenet og Selvstyret har indgået en aftale. Samarbejdet startede i 2019, hvor målet er at igangsætte en samlet og koordineret indsats om, hvordan man forebygger og behandler seksuelle overgreb mod børn i Tasiilaq.

Naalakkersuisoq for Børn, Unge og Familier mener, at tværfagligt samarbejde mellem sundhedsvæsenet, politiet, skolen og andre skal styrkes.

Paneeraq Olsen har besøgt flere institutioner og har blandt andet holdt møde med tværfaglig udvalg i Kommune Kujalleq, politiet og sundhedsvæsenet.

Powered by Labrador CMS