Formand om underskud i KAIR Holding: Betyder øget aktivitet

Kalaallit Airports Holding kom ud af 2021 med et underskud på 22 millioner kroner, hvilket viser øget aktivitet, fortæller bestyrelsesformand Kjeld Zacho Jørgensen på selskabets generalforsamling. Revisor skiftes ud.

Tirsdag formiddag blev der afholdt generalforsamling i Kalaallit Airports Holding. Selskabet ejes af selvstyret og bruges som instrument til byggerierne og den fremtidige drift af nye lufthavne i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq.

På generalforsamlingen blev bestyrelsen genvalgt, så den fortsat består af Kjeld Zacho Jørgensen (formand), Niels Thomsen, Julia Pars og Randi Vestergaard Evaldsen.

Bestyrelsesformanden udtrykte glæde over selskabets underskud på 22 millioner kroner med den begrundelse, at det er tegn på øget aktivitet i selskabet og fremdrift i projekterne med at bygge de nye lufthavne:

- Det er en speciel situation at være glad for at præsentere et underskud.

- Men for os er det egentlig glædeligt, at vi har brugt lidt flere penge i 2021 end i 2020. Det viser, der er kommet mere aktivitet. Der er positivt og helt efter planen, lød det fra bestyrelsesformand Kjeld Zacho Jørgensen ved generalforsamlingen.

Det oplyses i regnskabet, at egenkapitalen udgør 1,5 milliarder, hvilket er en stigning på 269 millioner kroner fra 2020. Det skyldes hovedsageligt, at Selvstyret har skudt yderligere 252 millioner kroner ind i selskabet.

Samlet regning på 4,9 milliarder

Bestyrelsesformanden oplyste på generalforsamlingen, at der er faldet en aftale på plads med den danske stat om et genudlån fra Nationalbanken på 600 millioner kroner, og at forhandlingerne om et kommercielt lån på 300 millioner er i gang.

Dermed skulle de tre lufthavne være fuldt finansieret - forudsat at der ikke sker flere budgetoverskridelser. Selskabet har lavet følgende grafik, der viser, at den samlede regning for lufthavnene forventes at lande på knap fem milliarder kroner.

Bestyrelsesformanden var også glad for, at politikerne i efteråret fandt en løsning på de økonomiske udfordringer omkring projektet i Qaqortoq. Projektet har vist sig markant dyrere, og politikerne valgte i efteråret at fastholde projektets banelængde og finde ekstra penge til det.

Formanden forventer, at arbejdet med lufthavnen i Qaqortoq går i gang i slutningen af maj, hvor der ventes at ankomme en mængde materiel til Qaqortoq, som den canadiske entreprenør - Pennecon Heavy Civil - skal bruge i byggeriet.

Status i Nuuk og Ilulissat

Terminalbygningerne er i øjeblikket i udbud, hvilket ventes afsluttet i løbet af sommeren.

Med hensyn til byggerierne i Nuuk og Ilulissat fortalte formanden, at man nu har sprunget 3,9 millioner kubikmeter fjeld ud af samlet seks millioner kubikmeter i Nuuk.

I Ilulissat er man ikke kommet i gang i nær samme omfang:

- Der er sprunget cirka 0,4 millioner ud af de seks millioner kubikmeter. Men til gengæld har vi brugt perioden til at få boret meget. Dermed kan vi speede op, når sommeren sætter ind.

- Vi er meget fortrøstningfulde omkring det, sagde Kjeld Zacho Jørgensen. Efter planen skal de nye lufthavne i Nuuk og Ilulissat tages i brug i efteråret 2024.

Revisor skiftes ud

Under generalforsamlingen blev der valgt ny revisor i form af Grønlands Revision A/S - tidligere Grønlands Revisionskontor.

Dermed blev Deloitte ikke genvalgt som revisor. Dermed fortsætter en tendens, hvor Selvstyret fravælger Deloitte som revisor til de selvstyreejede selskaber.

Powered by Labrador CMS