Deloitte i stor nedtur i Grønland

Bestyrelsen i KNI A/S indstiller på fredagens generalforsamling, at revisionsselskabet Deloitte skal erstattes af et nyt revisionsselskab. Dermed fortsætter en indtjeningsmæssig nedtur for Deloitte, der igennem de seneste seks år har mistet syv ud af 11 kunder blandt de selvstyreejede selskaber.

ventes at blive det seneste af en række selvstyreejede virksomheder, der udskifter revisionsselskabet Deloitte. KNI

Revisionsselskabet Deloittes grønlandske afdeling har igennem de senere år oplevet den ene skuffelse efter den anden i takt med, at man har mistet nogle af de mest eftertragtede kunder i Grønland.

Det betragtes som en formssag, at Selvstyret på den kommende generalforsamling vil godkende KNI-bestyrelsens indstilling om, at Deloitte skal være fortid som ekstern revisor i det skandaleramte selskab, der har været under anklage for regnskabsmanipulation ved at fifle med lagerværdierne.

Den seneste årsrapport fra KNI A/S vedrørende 2019/20 afslører, at Deloitte som den generalforsamlingsvalgte revisor havde en indtjening på 1,31 millioner kroner fordelt på et revisionshonorar på 789.000 kroner og ”anden assistance”, der løb op i 521.000 kroner for KNI-koncernen.

Mistede RAL i foråret

I foråret mistede Deloitte Royal Arctic Line som kunde efter en udbudsrunde, hvor Grønlands Revision A/S og PricewaterhouseCoopers (PwC) i stedet fik opgaven. Revisions- og ydelsesopgaverne blev i regnskabsåret 2020 bogført til et samlet beløb på 1,466 millioner kroner, fremgår det RAL-regnskabet.

Alene i år vil Deloitte således miste kunder, der har givet dem en årsindtægt i omegnen af knap tre millioner kroner.

Deloitte har tidligere haft så prominente og store selskaber som Air Greenland og Tele Greenland, men dem mistede de som kunder tilbage i 2018.

I stedet er det Grønlands Revision A/S og PwC, der har fået et større fodfæste og eftertragtede opgaver som ekstern revisor blandt de selvstyreejede selskaber.

Disse selskaber har fravalgt Deloitte siden 2016 blandt de selvstyreejede selskaber:

  • 17. maj 2021: Royal Arctic Line
  • 7. maj 2020: Visit Greenland
  • 11. august 2020: Greenland Holding
  • 7. maj 2018: Air Greenland
  • 2. maj 2018: Tele Greenland
  • 7. juni 2016: Great Greenland

Disse kunder har Deloitte fortsat blandt de selvstyreejede selskaber:

  • Kalaallit Airports International
  • Sikuki Nuuk Harbour
  • INI
  • Ejendomsselskabet Illuut
  • KNI A/S*
  • *forventes opsagt på generalforsamlingen 8.10. 2021

Oversigten over de eksterne revisorer blandt de øvrige selvstyreejede selskaber:

  • Royal Greenland: EY Grønland
  • Royal Arctic Line: Grønlands Revision og PwC
  • Tele Greenland: PwC
  • Air Greenland: Grønlands Revision og PwC
  • Visit Greenland: Grønlands Revision
  • NunaOil: Grønlands Revision
  • Great Greenland: BDO
  • Greenland Oil Spill Response: Grønlands Revision

Kilde: Det centrale virksomhedsregister CVR

Powered by Labrador CMS