Folketingsmedlemmer river og hiver i socialminister

Både Aaja Chemnitz Larsen og Aki-Matilda Høegh-Dam mener, at det er uacceptable forhold, grønlandske forældre bliver pålagt, når deres forældreevner skal undersøges ved tvangsfjernelsessager.

Det er uacceptable forhold, grønlandske forældre bliver sat overfor, når deres forældreevner skal vurderes i en eventuel tvangsfjernelsessag.

Det siger folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam i et interview med P1 Morgen.

P1 har sat fokus på, at grønlandske forældre skal igennem samme forældrekompetenceundersøgelse, som danske, selvom de er tilpasset danske forhold og normer. Dermed er de dårligere stillet i forhold til danske forældre, da den fulde vurdering ikke tager højde for etnicitet og de kulturelle forskelle, mener eksperter på området.

- Sådan som det lyder, så er det fuldstændig uacceptabelt. Det forhold, der ligger til grund for at man vælger at tvangsfjerne nogen, skal være i orden. Vi lever forhåbentlig i et retssamfund. Så skal retssikkerheden være i top. Som jeg hører her, er der ikke nogen retssikkerhed der er i top lige der, siger Aki-Matilda Høegh-Dam.

Tilpasning skal der til

Også Aaja Chemnitz Larsen mener, at sådanne forhold ikke er acceptable.

Begge folketingsmedlemmer skal deltage i en høring i Folketinget omkring VIVE’s rapport om anbragte grønlandske børn i Danmark. Rapporten bliver offentliggjort den 24. maj, mens høringen er sat til den 25. maj.

Syv gange så mange grønlandske forældre får fjernet deres barn i forhold til danske forældre i Danmark.

Aki-Matilda Høegh-Dam påpeger i P1 Morgen, at hun op til flere gange har været i dialog med socialminister Astrid Krag omkring emnet.

Politisk pres fra grønlandske FM'ere

Også Aaja Chemnitz Larsen mener, at der skal rettes op på proceduren omkring undersøgelse af grønlandske forældres evne til at passe deres børn. Hun vil arbejde for en tilpasning af testene, så de kulturelle forskelle og baggrund kommer med i vurderingen af de grønlandske forældre.

- Der skal helt klart en tilpasning til, så der kan sikres, at de grønlandske forældre får udført test, hvor deres baggrund og kultur bliver vægtet med. Men jeg mener også, der er behov for professionel tolkning ved undersøgelserne, også kulturel tolkning, så deres kulturelle baggrund bliver taget med, når man vurderer deres forældreevner, siger Aaja Chemnitz Larsen.

Aki-Matilda vil også fortsætte med det politiske pres, og vil arbejde for at få socialministeren til et samråd om emnet. Hun stiller sig kritisk overfor måden, grønlandske forældres evne bliver vurderet på, og vil i samarbejde med borgerlige partier stille spørgsmål til socialministerens holdning til testene og hvilken hensigt hun har i forhold til det videre arbejde.

Powered by Labrador CMS