Folketingskandidater: Se partiernes trumfkort her

Præsten Markus E. Olsen og Demokraatits Anna Wangenheim, er blandt navnene på de kandidater, der kan stemmes på til folketingsvalget 1. november. IA har foreløbigt kun meldt Aaja Chemnitz klar til valgkamp.

Ved seneste folketingsvalg i 2019 var Nunatta Qitornai og Samarbejdspartiet klar med kandidater. De har endnu ingen navne klar til valget 1. november, men ventes at melde ud snarest.

Flere partier er klar med navne på de kandidater, som skal i kamp om de to grønlandske pladser i Folketinget.

Naleraq har allerede i begyndelsen af september meldt to navne ud, mens Nunatta Qitornai og Samarbejdspartiet endnu ikke har nogle navne på kandidater.

Siumut har ud over deres nuværende folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam også en anden kendt skikkelse i posen med deres fire kandidater. Det er den omdiskuterede præst Markus E. Olsen, som for nyligt er blevet fyret fra præstegældet i Nuuk. Siumut præsenterer netop nu deres kandidater på et pressemøde i Nuuk.

Atassut har to nye navne på deres liste, mens de to kandidater fra sidste folketingsvalg Bentiaraq B. Ottosen og Nikolaj Rosing ikke stiller op denne gang.

Demokraatit stiller med en enkelt kandidat. Det bliver tidligere naalakkersuisoq for Sundhed, Anna Wangenheim. Formand Jens-Frederik Nielsen oplyser til Sermitsiaq.AG, at partiet på fredag vil præsentere et valgprogram.

Inuit Ataqatigiit har i hvert fald én kandidat

IA´s stemmesluger Aaja Chemnitz som fik langt flest stemmer af kandidaterne ved sidste valg er klar til en runde mere. Hun fik 5.667 stemmer i 2019 og har siddet i Folketinget siden 2015, hvor hun fik 2.541 stemmer.

Aaja Chemnitz har til Sermitsiaq.AG sagt, at hun håber på en ny regering bestående af mere end bare Socialdemokraterne. Mette Frederiksen har allerede på dagens pressemøde udtalt, at hun går efter en bred regeringsdannelse henover midten.

Det har ikke været muligt at komme i kontakt med partiet for at høre, om der er andre kandidater klar.

Naleraqs budskab er, at deres kandidater, hvis de bliver valgt ind, vil arbejde for identitet, værdier, indflydelse og selvstændighed, men der bliver meldt flere klare mærkesager ud, når valget nærmer sig.

Atassut vil have sundhedsområdet tilbage til staten

Atassuts kandidater har fire mærkesager, hvoraf det mest opsigtsvækkende må siges at være, at de vil have ansvaret for sundhedsområdet tilbage til staten.

Hverken Vittus Qujaukitsoq eller Tillie Martinussen kan fortælle, om deres partier Nunatta Qitornai og samarbejdspartiet stiller med kandidater.

Tillie Martinussen oplyser, at Samarbejdspartiet arbejder på sagen og, at hovedbestyrelsen mødes senere i dag for at drøfte en eventuel kandidatliste.

Ud over partiernes kandidater kan man også stille op som løsgænger, hvis 100 vælgere i et pågældende valgområde anbefaler en som kandidat.

Her er kandidaterne:

Naleraq

Kiista Fencker

Juno Berthelsen

Atassut

Aviaq Kleist

Arnánguak Jeremiassen

Siumut

Aki-Matilda Høegh-Dam

Markus E. Olsen

Karina Zeeb

Elvira kuitse

Demokraatit

Anna Wangenheim

Inuit Ataqatigiit

Aaja Chemnitz

Powered by Labrador CMS