Gå til hovedindhold

Flugten fra Grønland

Antallet af grønlændere i Danmark er steget i løbet af de seneste år

Sermitsiaq.AG kan i dag fortælle om Paarnannguaq Tobiassen og Knud Due Hansen, der har forladt Grønland - og ikke ønsker at flytte tilbage igen.

Og de er langt fra de eneste, der flytter til Danmark. I 2018 var der således ifølge Grønlands Statistik 16.472 personer, der er født i Grønland, der boede i Danmark. I 2012 var det tal på 14.877, altså har der i løbet af de 6 år været en stigning på næsten 1.600 personer.

Statistikken siger intet om årsagen til flytningen til Danmark.

Årligt flytter mellem 1.300 og 1.500 grønlændere til Danmark. En del af disse vender i sagens natur hjem igen efter, at de har afsluttet deres uddannelse.

LÆS OGSÅ: Ung kvinde: Derfor flytter jeg aldrig hjem til Grønland

Men en hel del forbliver i Danmark. I 2013 undersøgte Økonomisk Råd fraflytningen nærmere. Undersøgelsen viser, at 60 procent stadig bor i Danmark 10 år efter, at der flyttet dertil.

Personer, der er udvandret til Danmark, har generelt et højere uddannelsesniveau end de, der er blevet i Grønland.

- Dette høje niveau for nettoudvandring og særligt det lave niveau for genindvandring rejser to store spørgsmål. For det første, om der er tale om ”brain drain” i form af udvandring af de bedre uddannede unge. For det andet, om der er mulighed for at vende denne tendens, såfremt der skabes en erhvervsudvikling og jobmuligheder i forbindelse med udnyttelse af naturressourcerne, skrev Økonomisk Råd dengang.

På Færøerne er det lykkedes at vende udviklingen, men altså ikke i Grønland.

- Selvom der for den enkelte kan være mange forskellige forhold, der spiller ind, peger dette på, at de overordnede tendenser i vandringsmønstrene afhænger af den økonomiske udvikling i moderland og værtsland. Med en forskel i levevilkår, der har en tendens til at øges, må man forvente at vandringsmønstrene vil fortsætte eller blive forstærket. Omvendt vil en erhvervsudvikling og en udvikling i en retning af en selvbærende økonomi kunne ændre bevægelserne i den modsatte retning, hedder det videre i rapporten.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER