Fiskeriselskab lander rekord-resultat

Royal Greenland fik et resultat før skat på 326 millioner kroner i 2021.

Det selvstyreejede fiskeriselskab har haft et fantastisk 2021 til trods for coronapandemien:

- Det ordinære resultat før skat (dvs. resultatet før salg af trawlere) endte på rekordhøje 326 mio. DKK, og omsætningen steg med 16% til 5.638 mio. DKK, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Den afgående direktør, Mikael Thinghuus, udtaler, at selskabets offensive beslutninger i forbindelse med coronapandemien har været med til at sikre resultatet:

- Royal Greenland A/S tog tidligt i 2020 en vigtig beslutning om at fortsætte med at fiske, indhandle, producere og sælge nogenlunde som oprindelig planlagt til trods for pandemiens udfordringer.

- Denne beslutning har sikret, at koncernen gik ind i 2021 med fuld bemanding både på søen og på land, med kurante og sunde lagre og med velbevarede relationer til leverandører og kunder i hele verden, siger CEO i Royal Greenland, Mikael Thinghuus, der forlader Royal Greenland i løbet af sommeren 2022.

Royal Greenlands resultater de senere år.

Ifølge Royal Greenland skyldes rekordresultatet gode markeder for snekrabber, som er fanget i Nordamerika, og skalrejer, som er fanget i Grønland.

Samtidig har de øvrige kernearter som kogte & pillede rejer, hellefisk og torsk i løbet af 2021 genvundet momentum, men er dog endnu ikke på niveau med før pandemien, lyder det fra selskabet.

Presset af cyberangreb

Nyheden om det gode resultat kommer efter at selskabet tæt ved årsskiftet blev ramt af et cyberangreb. I den forbindelse roser direktøren medarbejderne:

- I kraft af en kolossal indsats af medarbejdere i hele koncernen lykkedes det at levere langt de fleste salgsordrer og holde forsyningskæderne kørende og dermed minimere driftstabet, fortæller Mikael Thinghuus.

Powered by Labrador CMS