Gå til hovedindhold

Falskt brev: Snusfornuft er det bedste forsvar mod fake news angreb

Et forfalsket brev havde tilsyneladende det formål at så splid mellem Grønland og Danmark. Der er risiko for, at vi kommer til at se flere af den slags angreb.

Det forfalskede brev, som skulle se ud som om det var skrevet af Ane Lone Bagger, er muligvis kun begyndelsen. Rigsfællesskabet er et oplagt mål for cyberangreb med det formål at så splid.

Det mest kendte eksempel på en påvirkningskampagne ved hjælp af fake news er det senste præsidentvalg i USA, hvor Forsvarets Efterretningstjeneste peger på russisk troldefabrikker som bagmænd. Ligeledes har valg i Europa været udsat for tilsvarende kampagner.

Også Rigsfællesskabet må se i øjnene, at det kan blive udsat for den form for cyberangreb.

- Vi har over de seneste år set en stigende trussel fra påvirkningskampagner. Det er en udvikling, jeg finder bekymrende, og som vi i regeringen tager meget alvorligt. Målet for påvirkningskampagner er at skabe usikkerhed om, hvad der rigtigt og forkert – det handler om at skabe splid og om at underminere den tillid, vi har til hinanden. I sidste ende er det forsøg på at undergrave vores sammenhængskraft og vores demokrati, skriver forsvarsminister Trine Bramsen (Soc) i et skriftligt svar til Sermitsiaq.AG.

Kan forstærke modsætninger i Rigsfællesskabet

Det forfalskede brev dukkede i sidste uge op på de sociale medier Reddit og Indybay.

Det er uklart om det er del af et organiseret cyberangreb eller om det er en enkeltperson, der står bag. Umiddelbart ligner det en relativt klodset forfalskning. Men såfremt der er tale om et organiseret angreb, så minder det meget om et scenarie, som Trine Bramsens forgænger, Claus Hjorth Frederiksen (V) har peget på.

- Man kan i et teoretisk eksempel tænke sig, at der er nogen troldefabrikker, som vil dyrke en uoverensstemmelse mellem Danmark og Grønland, og kunne komme med en falsk nyhed om, at nu har den danske regering nogle meget onde planer, har tidligere forsvarsminister Claus Hjorth Frederiksen sagt til Sermitsiaq.AG.

I det forfalskede brev er det ganske vist Grønland og USA er der tillægges de hemmelige planer, men derudover passer det i skabelonen.

Stol ikke på alt på sociale medier

Flere eksperter har overfor Politiken peget på, at Rusland kan stå bag det forfalskede brev, en formodning som den russiske ambassade i Danmark på det bestemteste har afvist. Det er dog interessant, at der også fra russisk side peges på, at brevet er udarbejdet med det formål at så splid - i den russiske optik mellem de arktiske stater.

- Heldigvis er vi i Rigsfællesskabet godt rustede til at modstå påvirkningskampagner. Vi har en stærk sammenhængskraft og både danskere og grønlændere ved jo godt, at man ikke skal stole på alt, man læser på de sociale medier, siger Trine Bramsen.

- Et godt forsvar mod påvirkningskampagner er i virkeligheden gammeldags snusfornuft.

Troldefabrik ejet af Putins ven

Ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), er det fortsat Rusland, der er førende på cyberområdet. Under det amerikanske præsidentvalg i 2016 arbejdede man målrettet på at øge modsætningerne i samfundet.

- Russiske internettrolde fra virksomheden ”Internet Research Agency” i Sankt Petersborg lavede eksempelvis under brug af falske profiler stærkt følelsesladede sociale mediekampagner mod sorte amerikanere, som følte sig undertrykte, og som betragtede sig som ofre for politivold. På samme tid fokuserede samme virksomhed andre kampagner på at skabe sympati for politiets handlinger, skriver FE i en trusselsvurdering forud for det seneste folketingsvalg.

Internet Research Agency ejes af en ven af den russiske præsident Vladimir Putin.

LÆS OGSÅ: Cyberangreb kan forstærke modsætningerne i Rigsfællesskabet

Også Kina er aktiv på cyberområdet, men her drejer det sig tilsyneladende mest om spionage.

- Kina råder over avancerede cyberkapaciteter, som landet anvender både defensivt og offensivt. Kina har for et par år siden reorganiseret sine militære cyberkapaciteter. Det medfører sandsynligvis, at kinesiske aktører vil udføre mere sofistikeret cyberspionage, som er sværere at opdage, skriver FE i sin trusselsvurdering.

- I regeringen er vi meget opmærksom på truslen fra påvirkningskampagner. Derfor er vi også ved at evaluere indsatsen på påvirkningsområdet med henblik på at lære af erfaringerne og tilrettelægge den fremtidige indsats bedst muligt, siger Trine Bramsen (Soc).

Læs hele sagen:

  1. Forfalsket Bagger-brev skal så splid mellem Grønland og Danmark
  2. Baggerimit allagaritittuusaarneqartut Kalaallit Nunaata Danmarkillu akornanni avissaartuutsitsissapput
  3. Minister vil ikke give forfalsket grønlandsk brev opmærksomhed
  4. Ministerip allakkat eqqunngitsut alaannaqqugai
  5. Rusland allakkanut ilumuunngitsunut akulerussimannginnerarpoq
  6. Rusland afviser indblanding i falskt brev
  7. Silatusaarneq nutaarsiassanut ilumuunngitsunut illersuutissaavoq pitsaanerpaaq
  8. Falskt brev meldt til politiet
  9. Allakkat ilumuunngitsut politiinut suliassanngortinneqartut
  10. Ajortumik oqallitsitsiniarneruvoq
Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER