Fagchef: Stadig stort behov for krisecentre

Så længe, der er vold i hjemmene, vil der stadig være behov for krisecentre. Kommuneqarfik Sermersooq arbejder på et tiltag, hvor samtaler skal bryde den sociale arv.

I dag er FN’s internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder. Men volden opleves til stadighed – desværre – også i Grønland.

- Og så længe vold udøves i hjemmene, og generelt i landet, så vil behovet for krisecentre altid være der, konstaterer fagchef for foranstaltninger for børn og familie i Kommuneqarfik Sermersooq, Ellen Magnussen.

Ifølge en årsstatistik af Grønlands Politi blev i alt 936 voldsepisoder anmeldt til politiet i 2019. Det er 235 flere end de 701 anmeldelser om vold, der var i 2018.

Stort pres i foråret

Krisecentret især i Nuuk har under nedlukningen af landet på grund af coronasituationen oplevet flere henvendelser på grund af fysisk og psykisk vold i hjemmet.

- Der var gengangere. Men der var også nye kvinder fra alle lag i samfundet, der rettede henvendelse til krisecentret for at få rådgivning eller for at søge ly i natten på grund af en voldelig partner i hjemmet, fortæller fagchefen.

I foråret måtte krisecentret i Nuuk have i alt tre lokationer, hvor kvinder og deres børn kunne få plads til at overnatte.

Samtale skal bryde den sociale arv

Krisecentret i Nuuk i Kommuneqarfik Sermersooq har på nuværende tidspunkt to ansatte. En behandlingsleder og en socialrådgiver.

Sidste år var der i alt 48 kvinder og 33 børn, der benyttede krisecentret. Ud af dem har fire kvinder benyttet krisecentret mindst to gange.

- Vi er i gang med at lave rammer for et tilbud, som vi kan tilbyde kvinderne snart. Vi vil gerne tilbyde kvinderne samtaleforløb efter endt ophold på krisecentret, så vi ligesom går ind og laver opfølgning på deres situation. Dette tilbud skal gælde for hele familien, altså kvinden, partneren og børn, fortæller Ellen Magnussen.

- Med sådan et behandlingsforløb ønsker vi at bryde den sociale arv, siger hun.

Krisecentret vil i forbindelse med det nye tilbud ansætte en terapeut og en pædagog.

Powered by Labrador CMS